Toner til alle årstider

Pianisten og komponisten Jeppe Zeeberg tager en tur omkring i de fire årstider, og det sker med en origjnalitet, der i høj grad gør ham fortjent til et par DMA Jazz Awards

Pianisten og komponisten Jeppe Zeeberg. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Jeppe Zeeberg

The Four Seasons

Barefoot Records (LP & CD)

Fire årstider. Ja, det er jo det, der er. Og allerede i 1723 fandt italieneren Antonio Vivaldi på at skrive fire violinkoncerter, tilegnet de tilbagevendende fænomener.

Og her i 2017 har den nu 29-årige danske pianist Jeppe Zeeberg taget opgaven på sig. Uden den mindste nostalgi, men dog med musik, der på samme vis som hos den hedengangne italiener er indhyllet i diverse årstiders farver og stemninger.

Mens Vivaldi brugte tre satser til hver årstid, nøjes Jeppe Zeeberg med to. Og det er ikke baggrundsmusik til en romantisk aften, men musik, der kræver åbent sind og åbne ører, og har man det, bliver man rigt belønnet.

Jeppe Zeeberg behandler både flygel, orgel og synthesizer med imponerende virtuositet og opfindsomhed, og på tilsvarende vis »spiller han på« sine udvalgte musikere. Det vil sige trompetisten Erik Kimestad, saxofonisten Lars Greve, basunisten Petter Hängsel, tubaisten Kristian Tangvik, guitaristen Henrik Olsson, bassisten Casper Nyvang Rask og slagtøjsspillerne Rune Lohse, Teis Søgaard og Jonas Graverholt. Alle folk, som kan kunsten at skabe farve og energi på rette tid og sted, og som er med på såvel spøg som alvor i kapelmesterens univers.

Med den kryptiske titel »Segway to Hell« begynder den musikalske vandring i anden halvdel af vinteren, hvor sære lyde samler sig og peger frem imod albummets jazz-fusionerede musik, der ikke sjældent rummer fine reminiscenser af britisk art rock i 1970erne. Dertil kommer en god portion livsfilosofi og humor.

Foråret sniger sig ind med den jazzduftende »Yellow Fingers of The Morning« og fortsætter med »Dancing Like a Dane«, der byder på masser af herlige slagmusikalske gentagelsesmønstre. Og netop det cykliske er i høj grad, hvad Zeebergs årstidsmusik handler om. Altså – alting vender tilbage og alting forandrer sig.

Med sær snak og støj i »For Them Now Gone« bliver det sommer, hvor endeløse gentagelser i »The Mess of the Sea – Throught Dress« bevæger sig fra det enerverende til det euforiserende.

Og så indvarsles efteråret med majestætisk blæserfanfare, pumpende tonebundter og noget skævt big band jazz i »Song for the Relatively Young«, inden bladene falder til den melankolske »Sky Piece«.

Og endelig vender vinteren tilbage, hvor »Mit Starren Fingern« får lov til at bide ouverturen »Segway to Hell« i halen for atter at blive til noget helt andet. Og så kan man vælge at begynde forfra, snuppe årets gang endnu engang og opdage, at intet er som før.

På mandag afholdes DMA Jazz 2017 i Bremen, og nærværende album er nomineret som både »Årets Danske Jazzudgivelse« og »Årets Særudgivelse«. En oplagt vinder i begge kategorier.

The Four Seasons Cover Fold sammen
Læs mere

Pianisten og komponisten Jeppe Zeeberg. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere