Toner på cello og bandoneon

Den herboende italienske pianist og bandoneon­spiller Paolo Russo har allieret sig med den lettiske cellist Ruslan Vilensky for at drage ud på et genreoverskridende og tango-influeret strejftog.

Duo Russo & Vilensky: »Kattegat« Fold sammen
Læs mere

Den herboende italienske jazzpianist Paolo Russo begyndte i 2001 at spille på bandoneon, tilmed i et omfang, så denne let specielle type af harmonika vel nærmest er blevet hans hovedinstrument.

Helt faktuelt blev bandoneonen opfundet i Tyskland, og den kom i slutningen af 1800-tallet til Argentina, hvor den blev et helt centralt instrument i den oprindelige og ægte tango. Og det er den fortsat.

Ikke mindst grundet den såkaldte nuevo tango der udviklede sig i sidste halvdel af forrige århundrede med den legendariske bandoneon-spiller og komponist Astor Piazzolla som en helt central skikkelse.

Og den store tangomester nyder fortsat stor popularitet. Tilmed i alle lejre. Ja, det er vel sådan, at når jazzmusikere skal vise deres seriøse sider, så spiller de Piazzolla, og når klassiske musiker skal slå gækken løs, ja, så spiller de Piazzolla.

Vi er da også et godt stykke ude i det nye tango-univers, når Paolo Russo mødes med den lettiske cellist Ruslan Vilensky, hist og her ledsaget af fire ligeledes klassiske strygere.

Cello og bandoneon klæder hinanden

I hvert fald får vi et par gode Piazzolla-klassikere, og så er det ellers primært Paolo Russo, der tegner sig for kompositionerne.

Og her krydser rytmiske og klassiske genrer klinger, alt imens Østeuropa, Middelhavet og Argentina smelter sammen.

Og ingen tvivl – cello og bandoneon klæder hinanden aldeles smukt, og i dette folkemusikalske grænseland mellem klassisk musik og jazz bliver der også plads til et par numre for klaver og cello, nemlig Paolo Russos rigt nuancerede »Schisseando« og den herligt eksplosive »Tangology IX«.

Men ønsker man bandoneon i renkultur, ja, så er Paolo Russos soloudgivelse nok værd at lægge ører til.

Her får vi 12 velkendte værker fra jazzens store sangbog. Altså musik af komponister som Billy Strayhorn, Benny Goldson, Duke Ellington, Thelonious Monk, Antonio Carlos Jobim og George Gershwin.

Og Paolo Russo fortolker de hårdtprøvede melodier på en måde, hvor han bevarer melodiernes kerne og stemning, og derfra bevæger sig ud i helt personlige, yderst originale, ofte frirytmiske former.

Her kan man så nyde bandoneonens særegne klang, og dertil det trækspil, der som et åndedræt giver musikken et varmt og menneskeligt udtryk.

Kort sagt – lille koncept – stor musik.

Fire stjerner

Hvem: Duo Russo & Vilensky.

Hvad: »Kattegat«. Zina Zinette Music.

Fem stjerner

Hvem: Paolo Russo.

Hvad: »Bandoneon Solo - Vol. I.: Jazz Standards«. Zina Zinetti Music.