Deres udvikling ligner til forveksling poppens. Fra af have satset på den stærke melodi som på debuten »Songs About Jane« har de nemlig bevæget sig frem mod den stadig mere syntetiske og gentagelsesfikserede sang, der også dominerer det aktuelle album »Overexposed«.
Er man i mildt humør, kan man sige, at Maroon 5 er fulgt flot med tiden. Er man i et mere kritisk lune, vil man derimod mene, at bandet er som en vejrhane, der drejer sig efter de til enhver tid herskende popvinde. Kalkuleret, mekanisk, charmeforladt.
Lavpunkt eller snarere nulpunkt
Jeg hører til i sidste kategori, og »Overexposed« er efter mine begreber et ringe og rasende irriterende album, som når sit absolutte lavpunkt - eller måske snarere nulpunkt - med »Lucky Strike«. Tre minutter og fem sekunders ualmindelig bøvet popperi, hvor beatene bumper af sted, mens synth svirrer, og Adam Levine lægger sig krukket og staccato-hakkende på de til bevidstløshed repeterende strukturer, der gør det ud for en melodi.
»I know the song I’m singing is not your favourite kind«, lyder det et sted fra Levine. Så sandt! »Perfect on the outside, nothing on the inside«, synger han et andet sted. Præcis! For sådan er det at lytte sig igennem de 11 tracks. Absolut ikke noget galt med håndværket, men tomt, irriterende og susende ligegyldigt.
Altså for lyttere i et kritisk lune.
