To stjerner til rappende reklamesøjle

På sit 13. album tager Jay-Z alt for få chancer og forsøger i stedet at konsolidere sin forretning gennem sponsorater og dødssyge pralerier.

Rapperen Jay-Z får pengene til at rulle. Hans nye album er allerede en millionsællert.?Foto: Guillaume Baptiste. Fold sammen
Læs mere
Foto: GUILLAUME BAPTISTE

Mens dette skrives, har Jay-Z allerede solgt over en million eksemplarer af »Magna Carta… Holy Grail«. Og det har ikke en dyt at gøre med, at albummet bare er det fedeste siden dobbeltklæbende tape.

Nej, det handler sådan set bare om, at Jay-Z er en af verdens største reklamesøjler. Den ene million enheder er nemlig solgt til Samsung, som har betalt den 43-årige rapper og forretningsmand fem dollar pr. enhed. Elektronikgiganten har så efterfølgende givet albummet væk til lyttere med en særlig app på deres Samsung-mobil.

Nu har jeg allerede nævnt virksomhedens navn to gange i disse kulturspalter. Det er den slags eksponering et samarbejde med Jay-Z giver. For kan man overhovedet lade være med at skrive om det? Måske.

Men så ville man også misse en vigtig pointe i forhold til Shawn Carter, som hans borgerlige navn lyder. For han er først og fremmest en forretning. Et brand. Der laver musik om at være en forretning. Og ikke mindst brands. Masser af dem.

Jay-Z har i sin promotion til albummet forsøgt at gøre den kommercielle aftale til en dyd ved at brande det som #newrules. For mig at se, er der snarere tale om en orwelliansk form for new speak. For han har lavet præcis det sikre album, som ikke omskriver nogen regler og i den grad tækker de store kommercielle interesser, han omgiver sig med. Sjovt nok lige præcis den slags som kollegakonkurrenten Kanye West langede ud efter, da han for et par uger siden udsendte den fremragende »Yeezus«. Et album spækket med vrede tirader mod det hvide, kapitalistiske Amerika. Og et album, der med sine skurrende og yderligtgående produktioner tog masser af chancer musikalsk.

Jay-Z tager til gengæld absolut ingen chancer på »Magna Carta… Holy Grail«. I stedet har han allieret sig med branchens mest stensikre producerkort i form af Timbaland og Pharrell og lavet et album, der er lige så kompetent skruet sammen, som det oftest er drønende forudsigeligt.

Spildte kræfter

På numre som »F.U.T.W« og »Somewhereinamerica« rapper Jay-Z om, hvordan han har trodset den sorte mands lod i det amerikanske samfund og i dag har overtaget førertrøjen i amerikansk kultur. Muligvis sandt, men ikke vanvittigt interessant. Vi har forstået, at du er en helvedes karl, der kom fra fattige kår og har skabt din egen formue. Det har du rappet om på alle dine plader, Jay-Z.

Værst er dog tendensen til hele tiden at namedroppe dyr kunst og luksuriøse mærkevarer på numre som »Picasso Baby« og den ellers festlige banger »BBC«, der meget symptomatisk udspiller sig som en lang idiotisk opremsning af dyre biler, designertøj, Basquiat-malerier og tunge guldkæder. Uendelig ligegyldigt. Og så er det endda et nummer, hvor Jay-Z har samlet et fuldstændig uhørt all-star-hold bestående af Timbaland, Justin Timberlake, Pharrell, Nas og Beyoncé omkring sig. Mage til spildte kræfter skal man lede længe efter.

Så er det langt mere interessant, når han kontrasterer slaveskibe med sin luksusyacht i selskab med Frank Ocean på den glimrende »Oceans«. Eller hudfletter religiøsitet i et svimlende net af referencer og sarkasme på »Heaven«. Den slags er der desværre bare for lidt af på et album, der nok har sikret nye millioner i Jay-Zs bugnende pengetank, men som desværre giver alt for lidt tilbage til sin lytter.

Hvem: Jay-Z
Hvad: »Magna Carta… Holy Grail«, Universal