Da Britney Spears i mandags på sin 32 års fødselsdag lancerede sit nye album »Britney Jean«, var det uden nævneværdig sensationsbefængt ballade. Positionerne som den globale sladderpresses kvindelige yndlingsoffer på popfronten er blevet overtaget af nye og yngre kræfter. Nu hedder de Miley Cyrus, Lady Gaga og Katy Perry, mens Britney Spears tilsyneladende holder sig fri af de overskrifter, der ellers har været en stor del af hendes liv siden hun i 1999 udgav »...Baby One More Time«.
Ingen tvivl om at det er bevidst. Hvis de ville, kunne hendes stab med største lethed have »lanceret« sangerindens nye plade i en slipstrøm af bizarre historier om hendes liv. Et læk til sladdersitet Perezhilton.com, en kvik udtalelse i David Letterman eller en premiere uden trusser kunne have gjort udslaget, men ingenting skete. Det passede ikke ind i strategien.
Tværtimod gik Britney ud i en række fint afmålte interviews og forklarede, at »Britney Jean« var hendes mest personlige udspil til dato. Selv titlen med brug af hendes fødenavn skulle signalere, at vi her har med den »rigtige« Britney Spears at gøre. En mere voksen og reflekteret af slagsen. Ikke længere »Toxic« og »In a crazy position« med fokus på den blonde naboens-datter drøm iført alt fra skolepige-uniform, rødt catsuit eller det stewardesse-look der i hele sit udtryk og sine tekster igen og igen kredsede om flirt, forspil, samleje og forløsning. Det arbejde var nu overdraget til andre og yngre kræfter. Måske bedst symboliseret ved, at Britney tidligere på året sang duet med Miley Cyrus på dennes nye album »Bangerz«. Med nummeret »SMS« gav Britney den stafet videre, som hun selv med et kys havde modtaget år tilbage fra Madonna. Sådan kører pophistorien i ring. Nu skal sex ikke længere – alene – være det, der bærer Britneys karriere videre. Og så alligevel. For på videoen til førstesinglen »Work B**ch« fra det nye album får den lige det sidste stød med hotpants, latex, pisk og S/M-undertoner. Men det er ikke med hendes gode vilje forstår man.
I et interview i The TJ Show tidligere på året forklarede hun således:
»Der er meget sex i det jeg laver. Men nogle gange vil jeg hellere gøre som i gamle dage, hvor man bare havde ét sæt tøj på i hele videoen og dansede uden så meget sex. Jeg ville elske at lave sådan en video,« sagde hun og understregede, at første udkast til videoen var langt mere eksplicit, og at hun var blevet nødt til at sætte foden på bremsen.
»Vi viste langt mere hud og lavede mange flere ting, end man kan se nu. Jeg skar nærmest halvdelen af videoen væk, fordi jeg er mor og har børn. Det er bare hårdt at spille en sexet mor, når du samtidig er popstjerne. Jeg bliver bare nødt til at være tro mod mig selv, når jeg laver de her ting.«
Paradoksalt nok er det så lige præcis »Work B**ch«, der er det nye albums stærkeste nummer. Måske fordi det er det, hun kan bedst. Under et stenhårdt elektrobeat rammer Britney alverdens fitnesscentre i et hæsblæsende tempo, der fremmaner sit mantra om, at der kun er én vej. Én vej hvis du vil se hot ud i en bikini, ønsker en Maserati, vil bo i et stort hus, drikke Martinier og feste i Frankrig. Og den vej er hårdt arbejde. Ikke noget videre reflekteret budskab, men tilpas aggressivt og pågående til at det bliver en smule vedkommende. Og måske er det netop dette nummer, hun refererer til, når hun taler om et »personligt album«. Hendes plader sælger ikke længere sig selv – der skal nu knokles for det, hvis hun ønsker at nå et publikum, der som hun selv nu har rundet de 30 og har skiftet det sorgløse natteliv på alverdens dansegulve ud med livet i hjemmet og i træningscentret kæmpende for at holde de overflødige kilo og strækmærkerne fra livet.
Til gengæld er det så meget svært at få øje på det personlige og nærværende på resten af »Britney Jean«. Ganske vist indledes albummet med det lidt anonyme nummer »Alien«, hvor sangerinden kredser om fremmedgørelse og ensomhed med klar reference til hendes egen fortids problematiske liv, men noget egentligt nærværende og personligt kan man ikke tale om. Det bliver til klichéer og selvfølgeligheder som ethvert menneske på kloden vil kunne spejle sig selv i.
Og således fortsætter det. Nummeret »Perfume« virker tungt og teatralsk og afslører sandheden om Britneys stemme. Den er ordinær og uden den gennemslagskraft, som kendetegner mange af hendes dygtige kvindelige amerikanske konkurrenter på popscenen, der kan forme en ballade så den fylder rummet ud. Britneys stemme er mere til en tur gennem maskinrummet som duetten med will.i.am på »It Should Be Easy« og »Tik Tik Boom« med rapperen T.I., der ligesom »Work B**ch« trækker klare referencer til elektropoppen dog uden af have sidstnævntes hitmæssige potentiale. Det samme kan man sige om »Body Ache«, »Till It’s Gone« og »Passenger«, der ligeledes forsøger at ramme noget Avicii-light, men ender som noget, der ikke rigtig vil gå hele vejen. Som altid i Britneys tilfælde sindssygt velproduceret og detalje- og lydmæssigt stadier over, hvad man kan forvente af en almindelig popudgivelse, men også underligt kalkulerende. Skabt på analyser over, hvad musikforbrugerne forventer og lytter til lige nu.
Som sådan ikke særlig overraskende. Det er det derimod, at Britney Spears ikke kender sine egne begrænsninger og sidst på denne udgivelse forfalder til det moment, hvor hun som sagt står svagest – balladerne. De falder som perler fra en snor begyndende med Britney og Jamie Lynn i duet på »Chillin’ With You« og så til »Hold On Tight«. Efterhånden som man får skåret sig igennem alle lagene så tykke som en flødeskumslagkage åbenbares et kalorietomt univers, der kun kan opfattes som fyldstof. Dette materiale, som Britney har fået at arbejde med, er ganske enkelt ikke godt nok og minder mest af alt om det, man ved altid ender sidst ved et Melodi Grand Prix. Popmusik, der er aldeles ufarligt og glemt i samme øjeblik som lyden stopper.
Med »Britney Jean« kommer Britney Spears således ikke til at lave samme stunt som Madonna i sin tid gjorde med albummet »Ray of Light«, hvor produceren William Orbit fik transformeret hendes noget flagrende pop-image og hastige vej væk fra tronen om til en trendy og moden entertainer med fod på både det lette og det tunge. Strategien med »Britney Jean« har fejlet, og tilbage står spørgsmålet, om Britney Spears overhovedet har formatet og lysten og – måske vigtigst af alt – staben af allierede til at transformere sig selv om til en »moden« popsangerinde, der kan favne et nyt og voksent publikum.
Jeg tror der kommer til at gå meget lang tid, før vi kommer til at høre noget til Britney Spears igen efter dette udspil. Jeg håber, hun kommer igen, for der er noget ved hende, der kan tænde flammen i selv det hårdeste kritikerhjerte, men hun har brug for at ligge hele sin musikalske stil om, hvis hun skal have en chance og ikke ende som en udbrændt teenagefantasi i overgangsalderen.
Hvem: Britney Spears
Hvad: »Britney Jean« Sony Music.
