Future Song var det ambitiøse navn, som slagtøjsspilleren Marilyn Mazur gav sit nydannede og internationale band, da hun i 1989 forlod trompetisten Miles Davis for at bevæge sig ud på egne musikalske stier. Og Future Song var da også gennem en årrække et friskt, farverigt og fremadrettet indslag på jazzscenen. Og nu er vi så nået til den besungne fremtid, hvor Future Song er blevet gendannet i forbindelse med dette års Vinterjazz. Og mandag aften var der lejlighed til at opleve bandet og vurdere, om det har kunnet stå distancen. Og svaret er både ja og nej. For selv om der har været nogle besætningsudskiftninger, er der fortsat tale om et hold af gode musikere, og der er selvfølgelig heller ingen slinger i valsen, når Marilyn Mazur bevæger sig ud i sine virtuose og overrumplende ekskursioner i sit righoldige slagtøjsarsenal.
Gruppens verdensmusikalske jazzmusik er dog næppe længere så nysgerrighedsvækkende, hverken hos musikerne eller tilhørerne, men den er fortsat en fin og ofte uigennemskuelig blanding af komposition og improvisation – og en rejse mellem det drømmeagtigt svævende og det bastant jordnære.Der er glimrende spil fra den herboende japanske keyboardspiller Makiko Hirabayashi, el-bassisten Klavs Hovman og saxofonisten og fløjtenisten Hans Ulrik, og dertil er der fire nordmænd, som sætter deres præg på begivenhederne.
Færre følelser, mere maskine
Guitaristen Eivind Aarset, der ved denne lejlighed virker en smule anonym, markerer sig til tider med et skulpturelt solospil, men når det handler om solospil, så står trompetisten Nils Petter Molvær for aftenens absolut mest fængende præstationer. Her er ganske vist efterklange af Miles Davis, men ingen nostalgi – bare et stærkt personligt her-og-nu-udtryk.
Sangerinden Tone Åse synger udmærket – med og uden ord, men hun brænder aldrig igennem, og hun er i sit udtryk milevidt fra den sarte, krystalklare og poetiske lyd, ja, den magi, som hendes forgænger, den amerikanske sangerinde Aina Kemanis, tilførte bandet.
Future Song er kort sagt blevet mindre emotionelt og mere maskinelt, men når det nu skal være på den måde, så må man glæde sig over trommeslageren Audun Kleive. Hans slagserier er nemlig ikke bare kaskader. Det er drabelig og distinkt musik, som i den grad løfter bandet. Ja, ingen tvivl om at de etaper, hvor der – med Audun Kleive som krumtap – går rent rock’n’roll i foretagendet, også er de etaper, hvor man som tilhører virkeligt får en oplevelse – for såvel krop som sjæl.
Hvem: Marilyn Mazur’s Future Song. Hvor: Jazzhouse, mandag aften.
Lyt til Future Song's første album fra 1992:
