Tidstypisk samlebåndspop

Der er ikke mange mindeværdige popbrag på engelske Ellie Gouldings temperamentsfattige tredje album, »Delirium«.

Ellie Goulding: »Delirium« Fold sammen
Læs mere

»Jeg vil tage musikken op på et højere niveau. Mit ønske har været at lave et stort popalbum.«

Sådan har den britiske popkomet Ellie Goulding udtalt i et interview forud for udgivelsen af sit tredje album, »Delirium«. Og albummet er rigtignok stort. I hvert fald i omfang. Der er hele 16 numre med en samlet spilletid på en time.

I sig selv et ret langt udspil i disse flyvske streamingtider. Ydermere findes der en deluxe-udgave med seks ekstra tracks, der maser spilletiden helt op på knap 90 minutter. Til dem, der bare ikke kan få nok af Ellie.

Indholdet følger desværre ikke trop. Ideen om, at bare man har rigeligt med materiale, så rammer man nok plet et par gange undervejs, er totalt delirisk. For nok får Goulding hjælp fra garvede hitsnedkere som Max Martin (Robyn, Britney Spears), Greg Kurstin (Sia, P!nk) og Ryan Tedder (Taylor Swift, Beyonce), men alligevel er der ikke mange mindeværdige popbrag at komme efter.

Gouldings tidstypiske samlebåndspop er generelt temperamentsfattig – modsat flere af de ovennævnte rivalinders. Produktionerne på numre som »Aftertaste«, »Don’t Panic« og »Don’t Need Nobody« er både for artige, behagesyge og upersonlige.

Tekster som i en poesibog fra efterskoletiden

Ligeledes er hendes vokal ikke i særklasse, hvilket især tydeligøres på »Holding On For Life«, hvor hun forsøger at gå sjælfulde Adele i bedene med et mislykket resultat til følge.

Lyrikens banale teenageunivers gør heller ikke underværker for Goulding som seriøs popkunster. Floskler som »You’re the realest thing / I’ve never had to fake« står i kø i hobetal. Som fortærsket billedsprog i en poesibog fra efterskoletiden.

Her er dog også mere tålelige stunder, hvor Goulding beviser, at hun har mere at byde ind med end syntetiske forglemmeligheder. Den Tove Lo-komponerede »Love Me Like You Do« har en fin og indfølt melodi med et brusende refræn, mens den legesyge »Around U« er en snurrig lille popsang, som får det til at klø lidt i dansemusklen.

Men overordnet er der for mange tamme indslag på »Delirium«. Mere er i sandhed ikke nødvendigvis lig med bedre. Jeg er i hvert fald overmæt på tomme kalorier efter at have været igennem standard-udgaven – og føler ingen trang at opgradere til »deluxe«.

Hvem: Ellie Goulding.

Hvad: »Delirium«, Polydor.