Tidens store, mørke stemme

På sit fjerde album formidler den amerikanske sanger Gregory Porter sine værker med fløjlsblød røst, smidig her-og-nu-frasering og den rette troværdighed.

Gregory Porter:»Take me to the Alley« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om nye og stærke kunstnere fortsat dukker op på alle jazzens fronter, så har der i en årrække været en vis mangel på sorte amerikanske herrevokalister. I hvert fald med ægte stjerneformat.

Men det råder den nu 44-årige Gregory Porter bod på. Som jazzsanger lægger han sig i slipstrømmen af legendariske baryton-mestre som Billy Eckstine og Johnny Hartman, og som barn af sin tid og sin kultur trækker han tillige på andre traditioner, herunder den lyriske soulsang med eksponenter som Donny Hathaway og Bill Withers.

Gregory Porter indkasserede i 2014 en Grammy i kategorien »Best Vocal Jazz Album« for udgivelsen »Liquid Spirit«, og samme sommer kunne han opleves på den københavnske jazz­festival.

Her havde han dog vanskeligt ved at vise sit format i DR Koncertsalens mudrede lydbillede, om end han blev reddet på stregen af den gæstende Stevie Wonder.

Nu er Gregory Porter så ude med sit fjerde album, og her falder tingene på plads på smukkeste vis. Ja, der er virkelig tale om en helstøbt affære.

Eminent fortolkningskunst

Sangeren er ophavsmand til langt størstedelen af materialet, og han kan så sandelig kunsten at få ord og toner til at gå op i en højere enhed. Dertil kommer hans eminente fortolkningskunst. Han har totalt overblik over situationen og hviler fuldkomment i sig selv.

Med sin smidige her-og-nu-frasering og sin fyldige og fløjlsbløde stemme giver han værkerne troværdighed plus ekstra forgyldning, når han ubesværet lader sine toner lande i det mørke register.

Repertoiret er alsidigt og velsammensat, og så er det balladerne, ikke mindst »Consequense of Love«, »More Than a Woman« og »Insanity«, der i ekstraordinær grad fascinerer.

Cadeau til musikerne omkring ham

Endvidere er det værd at give cadeau til sangerens velfungerende faste musikerstab, centreret omkring den fine pianist Chip Crawford.

Og de der kan huske, hvor smagløst og kaskadeagtigt altsaxofonisten Yosuke Sato spillede i København, kan ånde lettet op og opleve, hvorledes han nu helt formår at indrette sig efter den anlagte stil og stemning.

Således kan han nydes i den smukke ballade »Don’t Be a Fool«, som suppleret af den uptempo-jazzede »Fan The Flames« og den slagkraftige »French African Queen« ikke blot afrunder dette fornemme album, men også forsyner det med den rette kunstneriske kulmination.

Gregory Porter optræder ved Copenhagen Jazz Festival i DR Koncertsalen, onsdag den 6. juli 2016.

Hvem: Gregory Porter.

Hvad: »Take Me To The Alley«. Blue Note/Universal Music Udgivet som CD, luksus-CD med DVD og vinyl dobbelt-LP.