Man er først og fremmest tryg i selskab med Sinne Eeg. For der er ingen slinger i valsen. Hverken med hensyn til intonation, intervaller eller variation i volumen. Ydermere kommer ord og toner – og troværdigheden af samme – ud over rampen. Så man kan jo bare slappe af og nyde musikken.
Den nu 36-årige sangerinde, der gennem de senere år kontinuerligt har styrket sin position blandt tidens jazzvokalister – på såvel hjemme- som udebane – er selvfølgelig også på programmet under årets Vinterjazz – tilmed i en ny – og ganske kammermusikalsk – konstellation.
Kort sagt – denne aften i Den Sorte Diamant blev Sinne Eeg ledsaget af en mangeårig samarbejdspartner, hammondorganisten Martin Schack, samt af den amerikanske guitarist Larry Koonse. Og sidstnævnte skulle blive et godt bekendtskab. For sjældent har man vel oplevet en guitarist, som i den grad havde fravalgt alle former for opvisning, og som bare var musikken. Perfekt og livsgivende som akkompagnatør og smidig, homogen og utrolig melodiøs som solist .
Også Martin Schack bød på mange fine og klangligt varierede ting, så alt i alt kunne Sinne Eeg jo bare svæve af sted på det fintspundne tæppe af toner. Og det gjorde hun da også.
Det blev ikke overraskende til en fin blanding af værker fra den store amerikanske sangbog og egne engelsksprogede sange, og Sinne Eeg lagde godt ud med »This Masquerade« og »Black Coffee« kendt fra mindeværdige fortolkinger af henholdsvis George Benson og Peggy Lee, men her med sangerindens helt eget greb og nærvær. Også den finurlige vals »Better Than Anything« gyngede godt af sted med en virtuos udflugt til den ordløst improviserede scatsang, ligesom Sinne Eeg i en swingende udgave af »Let’s Do It« fik understreget, hvorledes den geniale sangskriver Cole Porter kunne få ord og toner til at gå op i en højere og ganske unik enhed.
En Sinne Eeg-klassiker
Der blev også plads til et par helt nye sange, som sangerinden havde skrevet sammen med Søren Sko: En smuk og formfuldendt ballade og en samba af mere uigennemskuelig tilsnit. Ny var også valsen »Crowded Heart«, hvor Mads Mathias var medophavsmand, og det var på alle måder en fremragende sang. Det samme er den bittersøde »Waiting for Dawn«, der vel kan betegnes som en Sinne Eeg-klassiker, men som ikke desto mindre denne aften stod ganske dugfrisk og ganske gribende.
Blandt øvrige indslag bør nævnes sangerindens sprudlende version af bebop-legenden Thelonious Monks »Well You Needn’t«, og den herligt gyngende »Comes Love«, hvor Sinne Eeg, Martin Schack og Larry Koonse i den grad udgjorde en trio, ja, en levende organisme.
Som ekstranummer bød Sinne Eeg på den gamle traver »Bye Bye Blackbird«, indledningsvis uakkompagneret – dertil kom en scatsang-udflugt – og så ellers bare ord og toner, der swingede sig ud over rampen.
Hvad: Sinne Eeg.
Hvor: Den Sorte Diamant, Dronningesalen, fredag aften.
