The Streets på skinner

En boligblok i aftenlys. Det var motivet på coveret til 2002-debuten »Original Pirate Material«, der med ét gjorde Mike Skinner med aliaset The Streets til det store hvide håb i en rap-verden, hvor omgangen med sproget var bralrende og buldrende tom.

Den fish and chips-blege fyr kunne derimod skildre urbant liv og lediggang, så det var en digter værdigt, og at han leverede sine linjer med en svag læspen, gjorde bare det hele endnu mere menneskeligt. Nu er han så klar med sit femte og angiveligt sidste udspil, hvor der atter engang er et boligkompleks i aftenlys på omslaget. Og selv om »Computers And Blues« med sine hikstende beats, talrige gæster og eklektiske løft fra soul, pop, rock og meget andet ikke er helt oppe på debutens niveau, så er det stadig et fortrinligt album, hvor Skinner er god for såvel tidsåndsbemærkninger som »You can’t Google the solutions to people’s problems« som legesyg sprogomgang a la »I see Alice in Wonderland, I see malice in Sunderland«. Gid han dog fortryder sin exit fra musikken og vender tilbage til tasterne – og mikrofonen.