I 2005 gav The National den bedste koncert, jeg har været til. Under Loppens lave loft skiftevis gnistrede og glødede deres sange, som stadig kun var kendte i en snæver kreds. De var vores, følte vi, og betog med en egen mørk, skønhedssøgende poesi.
Da The National torsdag aften vender tilbage til Loppen, er billedet et andet. De er nu et mainstream-band, som spilles på P3 i dagtimerne, ligesom de på den nært forestående Roskilde Festival spiller på Orange Scene og siden gælder det så Forum.
At de inden da vælger at lægge vejen forbi Loppen, hvor der blot er plads til 450 publikummer, ligner mest af alt en gestus til det sted, der for otte år siden lagde scene til dét, orkestret også selv anser for en afgørende koncert.
»Det var der, vi indså, at vi faktisk er cool«, siger frontmand Matt Berninger i hvert fald et sted i det to timer lange sæt, som åbner med »I Should Live In Salt« fra det aktuelle udspil »Trouble Will Find Me«.
Herfra stammer også den efterfølgende, fortrinlige »Don’t Swallow The Cap«, som bandets to brødrepar – Aaron og Bryce Dessner samt Scott og Bryan Devendorf – forløser med intuitiv forståelse, mens Berninger for alvor synger sig ind i koncerten.
Han er i vest og skjorte, lukker øjnene bag brillerne, og hans bløde, nattemørke stemme fortsætter ind i »Secret Meeting«, som også var på sætlisten i 2005.
Dengang var det vinter, og varmen i salen udgik fra scenen, hvor bandet spillede som for at overbevise alle – også sig selv – om deres værd. I aften kommer varmen derimod fra sommeren udenfor, og bandet er mindre intenst, men til gengæld endnu bedre samspillet og med uhyre mange gode sange på repertoiret.
Aftenen udgøres således af én ubrudt række af stærke indslag, hvor højdepunkterne – som på superpladerne »Alligator«, »Boxer« og »High Violet« – er de tempofylde numre, der drives frem af Bryan Devendorfs karakteristiske tørre, konstante trommer.
Som i »Conversation 16«, »Graceless« og ikke mindst »Sorrow«, hvor Berninger synger »sorrow is my body on the waves«, så en hel verdens mørke skyller ind over den lille kondensdryppende sal.
Men hvor sangene emmer af postpunket alvor, er Berninger ofte morsom mellem numrene. Som en anden Chevy Chase roder han sig ud i lange søforklaringer og snart sagt alt, uden at det tager kraften fra numrene.
Heller ikke fra »Mr. November«, hvor Berninger træder ned fra den lave scene og ud i salen, hvorfra han synger stroferne og undervejs leverer en af sine signaturer: skriget som er fyldt med lige dele smerte og aggression.
Det er nu ikke at høre i den tyste, underskønne »About Today« eller i »Vanderlyle Crybaby Geeks«, som lukker koncerten og forvandles til fællessang.
Det giver alt sammen mindelser om 2005. Dengang The National var vores alene. Det er de ikke længere. Men hvor er det lykkeligt og livsbekræftende, at der er plads til et band med så stor kvalitet og integritet i mainstreamen. Det har den mildest talt brug for. Og mon ikke også de fem amerikanere spiller teltdugen af Orange Scene lørdag aften.
Det er svært at forestille sig andet.
The National på Loppen, torsdag 20. juni 2013
FACEBOOK | Få flere anmeldelser og mere kulturnyt på facebook.com/berlingskekultur
