The Mountains har ikke fundet vinderformlen endnu

Den danske trios andet album »When We Were Kings« byder på ambitiøs bohemepop, men der er for få stunder undervejs, der støder dybt.

Anmelderen savner at The Mountains støder lidt dybere på deres andet album »When We Were Kings«. Fold sammen
Læs mere

Der ligger en melankolsk længsel mod fortidens storhed i titlen på The Mountains andet album. Den danske trio bestående af Michael Møller og tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø lyder heldigvis ikke som en gruppe med deres bedste tid bag sig. Måske snarere som nogle, der ikke helt har fundet vinderformlen endnu. Men potentialet er der. Møller imponerer med sin intense stemme og altid glimrende tekster. Ligeledes klinger Nordsø-tvillingernes elektropoppede produktioner af et internationalt snit. Ikke mindst på det kække popsmæld »The Major Leagues« og den vemodigt sitrende »The European Fog«. Men jeg savner, at materialet støder lidt dybere. Det bliver meget overflade. Lidt sterilt og tidstypisk. Titelnummeret refererer til Foreman og Alis legendariske boksekamp i Zaire i 1974, men på »When We Were Kings« er der ganske for få momenter, der rammer lige i følelserne.

Hvem: The Mountains
Hvad: When We Were Kings (Warner Music)