The Dude bag mikrofonen

Jeff Bridges er en fortrinlig skuespiller - og en knap så fortrinlig sangskriver.

Den drævende stemme står udmærket til albummets countryunivers, men Jeff Brigdes har lidt svært ved at finde de gode melodier. Fold sammen
Læs mere

Han er en af de fineste og mest distinkte skuespillere i sin generation. Altid overbevisende i sit tilbagelænede kropssprog, altid veltimet i sine replikleverancer.

At 61-årige Jeff Bridges også gør sig som musiker, er de færreste vel klar over. Men kaster man et blik på skuespilkarrieren, er det ikke så overraskende endda. I »The Fabulous Bakerboys« spillede han jo en charmant dinnerpianist, lige som han i »Crazy Heart« gør sig som en falleret countrystjerne - og selv har skrevet fem af sangene til soundtracket.

Et soloalbum har han også under bæltet, nemlig »Be Here Soon« fra 2000, hvor han fik hjælp af musikalske notabiliteter som Bryan Ferry og David Crosby. Og på hans andet album, der blot hedder »Jeff Bridges«, er der også fine gæster at finde. Ryan Bingham og Rosanne Cash giver således deres vokale besyv med, og T Bone Burnett har produceret med vanlig sans for organiske country-stemninger.

Mådelige melodier

Albummet åbner lovende med »What A Little Bit Of Love Can Do«, som er skrevet af Stephen Bruton. En tøffende countryrocker, hvor Jeff Bridges synger herligt henslængt, og lyder som noget The Dude - den stenede karakter han spiller i »The Big Lebowski« - ville elske.

Vellykket er også John Goodwins pedal steelsvøbte »Everything But Love«, som Rosanne Cash løfter med sin silkestærke stemme.

Ellers er der lidt langt mellem højdepunkterne på albummet, og de sange, Jeff Bridges selv har skrevet, er de svageste. Tekstmæssigt er han ganske god, og hans drævende stemme fungerer udmærket i et countryunivers, men han mangler melodisk prægnans. Det er simpelthen for anonymt, hvad der foregår under arrangementerne, og var det ikke for et uhyre velspillende backingband, havde albummet været ilde stedt. »Don’t quit your dayjob«, siger de i Guds eget land, når et karriereskift ikke er tilrådeligt. Man må håbe nogen også har sagt det til superskuespilleren Jeff Bridges.