The Beatles betager stadig - også i mono

Overdådigt nyt bokssæt samler alle The Beatles’ mono-udgivelser på sprød genoptrykt vinyl. Og der er god grund til at lytte med: Det var nemlig sådan The Fab Four selv mente, at musikken skulle høres.

Det bedste argument for at lytte til The Beatles i mono er åbenlyst: Det var ganske enkelt sådan gruppen selv foretrak at mixe deres musik. Dengang var mono konge. Det var sådan ungdommen lyttede til musik i 60erne: Ud af en den enkeltstående højtaler i jukeboxen, i radioen og på rejsegrammofonen. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Én høretelefon i det ene øre. Én i det andet. Én højtaler til højre. Én højtaler til venstre. To forskellige strømme af lyd, der tilsammen udgør det samlede lydbillede. Det er sådan, vi har lyttet til musik i årevis. Stereo er musikkens gyldne standard. Noget vi alle tager for givet efterhånden.

Derfor kan det også virke som lidt af en anakronisme, at The Beatles-kataloget netop er blevet genudgivet på noget så gammeldags som mono-vinyl. Vist giver LP-formatet stadig god mening som samlerobjekt og analog modvægt i en digital tidsalder. Men mono? Er det ikke mest for nørder og hardcore-nostalgikere?

Svaret er både ja og nej. For på den ene side skal man nok være lidt af en Beatles-nørd for at punge de cirka 3.000 kroner ud, det koster at erhverve sig det nye, helt igennem overdådige bokssæt, »The Beatles In Mono«. Men man behøver til gengæld ikke være hverken nostalgisk eller nørdet anlagt for at forstå appellen, når først man én gang har lyttet til, hvad de her mono-mix har at byde på. Og det selvom man formentlig nok kommer til at gøre det på, ja, et stereoanlæg.

Udgivelsen kommer blot to år efter, at hele kataloget blev genudgivet på stereo-vinyl. Og ja, det kan umiddelbart virke som om, at der blot er nogen, der gerne vil tjene en masse penge – det er jo trods alt de samme numre, vi taler om her – men der er faktisk en mening med galskaben. Den findes nede i rillerne. Og lidt i historiebøgerne.

Det man skal forstå er, at samtlige Beatles-plader startende ved debuten »Please Please Me« (1963) til og med dobbeltalbummet »The Beatles« (1968) udkom både i mono og stereo. Det er denne formidable udgivelsesrække, der er at finde i det aktuelle bokssæt. »Abbey Road« (1969) og »Let It Be« (1970) må man dog undvære, da de som de eneste Beatles-plader udelukkende blev mixet i stereo.

Det bedste argument for at lytte til The Beatles i mono er åbenlyst: Det var ganske enkelt sådan gruppen selv foretrak at mixe deres musik. Dengang var mono konge. Det var sådan ungdommen lyttede til musik i 60erne: Ud af en den enkeltstående højtaler i jukeboxen, i radioen og på rejsegrammofonen.

Stereo var stadig forholdsvis nyt og især i The Beatles’ første leveår noget, som appellerede til en ældre og mere velhavende målgruppe. Et stereoanlæg var både dyrt og svært at kalibrere. Når man købte en stereo-udgivelse fulgte der ofte avancerede diagrammer med, der millimeterpræcist angav, hvordan højtalerne skulle placeres og justeres for at få den helt rigtige stereolyd.

Derfor var stereo langt op i 60erne også en eftertanke for The Beatles. Det blev mest gjort for at tilfredsstille markedet. Oftest var The Fab Four slet ikke til stede, når stereo-versionerne blev mixet. Og som sådan er »The Beatles In Mono« langt hen ad vejen det mest autentiske bud på at lytte til The Beatles, præcis som gruppen selv intenderede det dengang.

Bedre i mono

Hvad endnu vigtigere er, så lyder The Beatles ganske enkelt bare bedre i mono. I hvert fald frem til »Revolver« (1966), hvor de synes at få lidt bedre styr på stereoteknologien. Problemet med The Beatles’ stereo-mix på de første mange plader er den helt ekstreme panorering af de enkelte instrumenter. Lytter man i høretelefoner bliver det særligt tydeligt: Trommerne spiller kun i venstre øre, vokalerne kun i højre osv. Det giver en urealistisk stor spredning af instrumenterne, som man kan blive ganske vanvittig af at lytte til.

Et godt naturalistisk mix – og det gælder både i mono og stereo – skulle gerne give et nogenlunde realistisk billede af, hvordan lyd bevæger sig gennem rummet. Det er fysisk umuligt at stå i et rum, hvor der bliver spillet trommer, bas og guitar uden at samtlige instrumenter vil kunne høres i begge ører. Men det kan man ikke i The Beatles’ stereo-mix, og det får dem til at lyde desorienterende, ja næsten aparte.

Det problem har man selvsagt ikke i mono-versionerne. Når man lytter på et stereo-anlæg er det præcis samme lyd, der kommer ud af begge enheder. Så i stedet for at blive distraheret af den ekstreme panorering, kan man nyde det, det hele handler om: Overflødighedshornet af stedsegrønne popsange, som firkløveret sprøjtede ud i perioden. Og det bedste af det hele er, at The Beatles og producer George Martin var så eminente til at producere i mono, at lydbilledet stadig har den dybde og rummelighed, som vi normalt forbinder med god stereo.

Mono-versionerne af de seks første plader er derfor klart at foretrække. Men fra og med »Revolver« bliver det sværere entydigt at sige, hvad der fungerer bedst. Her lægger gruppen endegyldigt de tidlige års Merseybeat bag sig og indleder i stedet deres langt mere eksperimenterende sene fase, hvor Abbey Road-studiets muligheder udnyttes til fulde i en nogle langt mere komplekse og innovative produktioner.

Helt styr har de dog stadig ikke fået på det med stereo. Det mere balancerede mono-mix af et nummer som »Taxman« er f.eks. klart overlegent. Omvendt understøtter stereo-mixet af den sydende »Tomorrow Never Knows« nummerets trippede og bevidsthedsudvidende fornemmelse på helt suveræn vis. Trommer og bas er placeret nogenlunde i midten, som de skal, mens baglæns guitarer og strygere skratter og suser i hver sin side, så man bliver helt søsyg. Helt den samme effekt får man ikke i mono-versionen, hvor lyden er identisk i begge ører.

Den hellige gral

Det er en tendens, der går igen på de følgende plader, hvor de mere naturalistiske numre generelt står stærkere i mono, mens psykedeliske paradenumre som »A Day In The Life« fra »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967) og avantgarde-collagen »Revolution 9« fra »The Beatles« (1968) først folder sit fulde bevidsthedsudvidende potentiale ud i stereo. Men de er også blandt undtagelserne. Generelt er mono-versionerne at foretrække for deres bedre balancerede lyd.

Det er imidlertid ikke kun i selve lydbilledet, at man finder forskelle. Sommetider gik der uger og måneder mellem mono- og stereo-versionerne blev lavet med det resultat, at The Beatles’ producere ofte ikke kunne huske præcis hvordan, de havde lavet de første mix. Hvilke vokalspor blev brugt? Hvornår blev der fadet på koret? Den slags.

Oftest er det småting: På »Eleanor Rigby« i stereo kan man høre, at mixerne for sent får skruet ned for en ekstra vokalharmoni i venstre side. Man kan næsten høre dem trykke febrilsk på vokalsporets mute-knap. Andre steder er ændringerne mere markante. I stereo-versionen af »From Me To You« er mundharpen f.eks. klippet helt ud af introen. På »Helter Skelter« i mono fader sangen ud og stopper helt, mens bandet i den et minut længere stereo-version vender tilbage igen, og man til sidst hører Ringo udbryde sit berømte »I’ve got blisters on my fingers!«

Den slags detaljer er, indrømmet, mest for Beatles-nørderne. Men dem findes der også mange af. Og med god grund. For er der nogen, der fortjener den slags passioneret nærlytning, er det The Beatles. Og med »The Beatles In Mono« har de – og alle andre med lyst til at dykke ned i en af beatmusikkens mest skelsættende, innovative og gennemmusikalske diskografier – fået et fornemt afsæt.

»The Beatles In Mono« er ikke kun et interessant historisk dokument. Det er intet mindre end popmusikkens hellige gral. Præsenteret i sin oprindelige form. Som The Beatles selv mente, at musiken skulle høres. I mono. På 33 omdrejninger i minuttet. Så bliver det ikke meget bedre.

Hvem: The Beatles. Hvad: »The Beatles In Mono«, Universal.