Kompromisløshed og ukuelig kunstnerisk integritet er genkommende træk i den svenske rockaristokrat Joakim Thåströms knap fyrreårige karriere. Det har været hans modus operandi fra starten i 1977 med det antiautoritære punkband Ebba Grön. Siden som medlem af den populære rockgruppe Imperiet i 80erne samt ikke mindst som succesfuld solist gennem nu 25 år. Thåström skeler ikke til trends. Han danser efter sin egen pibe.
Et udgangspunkt, som det blå-gule rockikons fortrinlige nye skive »Den Morronen« ikke rokker en tøddel ved. Gudskelov. Her insisterer han nemlig fortsat på at udfordre lytteren med kløgtigt og veleksekveret materiale, som ikke forfalder til banaliteter eller kerer sig om billige musikalske payoffs.
Albummet tager lydmæssigt udgangspunkt i et industrielt ulmende og suggestivt klangunivers. I de ni kompositioner runger diskrete og elegante soniske ekkoer af Bowies Berlin-plader, Depeche Modes mørkrandede synthpop og postpunk-åndsfællen Nick Caves afdæmpede, begsorte rocksalmer.
At pladen så tilmed er mikset i de legendariske Hansa-studier i den tyske hovedstad, hvor netop Bowie og Cave har indspillet mesterværker, er vel næppe et tilfælde? Rockhistoriens vingesus spøger i hvert fald hos den 57-årige svensker, som dog udlægger den med et stærkt personligt skandinavisk touch. Ikke mindst i kraft af de velskrevne, poetiske, svenske tekster.
Mellem melankoli og lyssyn
Stemningen på titelnummeret er brusende og brændende. Et flimrende beat dunker faretruende. Flakkende dommedagsakkorder får tangenterne til at runge ildevarslende, mens flossede metalliske guitarer hvæser som rundsave. »Hela vägen när jag gick kunde jag höra. Som sinnessjuka sjömän sjöng dom« lyder den ominøse skildring af en morgenvandring med angsten som spadserepartner.
Men helt så dystert er det skam ikke fra ende til anden. Faktisk lader Thåström i højere grad end tidligere optimismen pible sporadisk frem gennem sprækkerne. »Kyss mig som en varm vind. Kyss mig hundra meter upp i luften. Kyss mig som Hermine kysste Harry« klinger det med romantisk kådhed på »Ner Mot Terminalen« (var der lige en Harry Potter-reference?), mens det lutrende refræn på den afsluttende »Psalm« varsler lysere tider: »Blå himmel kommer. Blå himmel ska komma«.
Og faktisk klæder det Thåström at skrue op for humøret. Det dynamiske krydsfelt mellem melankoli og lyssyn er nemlig det, som gør »Den Morronen« ganske fremragende.
Hvem: Thåström Hvad: »Den Morronen«, Sony Music
