De fleste album har en begrænset levetid. Vi køber dem, lytter i en periode, og det er så det. Musikken er brugt op, tømt for mening, hørt til kedsomhed.
Men der er enkelte plader, som ikke lader sig slide op, og som bliver ved med at give og afgive mening. Gennemlytning efter gennemlytning efter gennemlytning. Og et af de udspil, som trodser tidens tæring, er Talk Talks »Spirit Of Eden«, som udkom i 1988 og netop er genudgivet. Uden bonusnumre eller andet ekstraudstyr, som kan gøre den tillokkende og salgbar igen.
Den slags behøver albummet heller ikke. De seks numre, som hver især varer mellem seks og ni minutter, er mere end nok i sig selv med deres på én gang lavmælte og vildt intense musik, som lever et eget sted mellem rock, jazz og avantgarde og gennemløbes af Mark Hollis’ stemme, der med sin bevidste sløring af ordene fungerer som et instrument på linje med alle de andre.
Det er ikke for meget at kalde »Spirit Of Eden« for et mirakel og mesterværk. Intet andet lyder som de 41 minutter, og der er en næsten smertelig stor skønhed over kompositionerne, som synes at være opstået ud af ingenting. Som en mirakuløs og mageløs usandsynlighed i popland.
Men det er at foregribe forløbet. Først tilbage til 1982, hvor Talk Talk udgav deres første album, »Party’s Over«, som indforskrev bandet i den synth-drevne popbølge sammen med blandt andre Duran Duran. Men da bandet ad den vej havde opnået en vis kommerciel succes, forklarede Mark Hollis, at de kun havde brugt synthesizere, fordi de ikke havde råd til det væld af »rigtige« instrumenter, de egentlig ønskede at anvende.
Da de i 1986 udgav »The Colour Of Spring« var arrangementerne da også tegnet af en mere organisk instrumentering, og »Life’s What You Make It« blev et kolossalt hit, som gav orkestret økonomi - og respit fra et kassetænkende pladeselskab - til at arbejde på det, der skulle blive til »Spirit Of Eden«.
Ad nye lydspor
Talk Talk arbejdede med de nye kompositioner i over et år, og 17 musikere medvirkede under indspilningerne, som fandt sted i halvmørke.
Det færdige resultat chokerede pladeselskabet. Her var ingen ny »Life’s What You Make It«, men noget som lå langt væk fra popsangens forudsigelige vers-omkvæd-vers-struktur. Og selskabet kunne ikke lide, hvad det hørte. Det samme gjaldt mange anmeldere, som ikke forstod, hvorfor Talk Talk ikke byggede videre på deres kommercielle succes, eller simpelthen ikke vidste, hvad de skulle stille op med albummet. Så uhørt anderledes fra alt andet på scenen var det.
»Talk Talk blev givet nøglerne til popriget, men kom tilbage med kunst,« som pladeselskabsejer og musikblogger Alan McGee præcist har skrevet det.
Og »Spirit Of Eden« har ikke tabt sin kraft. Selv i et musiklandskab så vildt og facetteret som i dag står albummet frem med en bristefærdig skønhed, et ulmende mørke og en diskret detaljerigdom, som manes frem med dæmpet trompet, strygere, klarinet, obo, tangenter og mundharmonika og lægger sig i lange delvist improviserede forløb, som svinger mellem pastorale og stenede stemninger.
Fra den disede og orgellysende åbning i »The Rainbow« over »Eden«, hvor en hvid, Velvet Underground’sk elguitar toner frem, og frem mod »I Believe In You«, hvor bandets popfortid lader sig ane i den usandsynligt smukke melodi, som Mark Hollis synger på.
Over tid og trends
At Talk Talk havde »Spirit Of Eden« i sig er stadig svært at begribe. Måske var det også derfor, mange var forvirrede ved udgivelsen. Men eftertiden har givet albummet den anerkendelse, det fortjener.
Sådan som det altid sker for stor, uomgængelig kunst. Den kunst som hæver sig over tid og trends. Som lever på sine egne præmisser. Og »Spirit Of Eden« er virkelig et af de få album, man ikke bør gå gennem livet uden at have hørt.
Store ord. Men slet ikke store nok til et udspil, som blev lavet i mørke, men stadig lyser med uformindsket styrke.
Også på genudgivelsen.
