Take That buldrer tomt uden Robbie

På deres syvende album forsøger Take That at kompensere for tabet af Robbie Williams ved at skrue op for de allermest gennemtærskede stadion-effekter. Resultatet er decideret udmattende.

Take That er reduceret til en trio bestående af Gary Barlow, Howard Donald og Mark Owen. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom det egentlig er deres syvende album, så hedder den nye Take That-plade »III«. Og hvorfor så det? Jo, sidst vi hørte fra dem var de i stærkeste opstilling med Robbie Williams tilbage i folden. Men så smuttede han. Så var de fire igen. Og da de så skulle i gang med deres nye plade, gad Jason Orange pludselig heller ikke mere. Og så var det modne boyband pludselig reduceret til en trio bestående af Gary Barlow, Mark Owen og Howard Donald.

Sådan kan det jo gå. Men Take That-brandet kan stadig sælge spandevis af billetter og plader, så selvfølgelig har rosset valgt at fortsætte. Det er helt fair og fuldt forståeligt. Men når man lytter til »III« lyder det desværre som om, at Gary, Mark og Howard har forsøgt at kompensere for tabet af især Robbie ved at lave deres mest bombastiske og oppustede samling sange i karrieren. Hvilket siger ikke så lidt.

Forudsigelig lyd

Gang på gang gennem albummet forfalder de til den tyndslidte formular for opløftende, episk poprock, som Coldplay perfektionerede på »Viva La Vida«. »Åh-uh-åh-åh«-kor, pauker, strygersovs, hele moletjavsen. Det er en stensikker formular, og Take Thats producere kan den til fingerspidserne. Problemet er bare, at den er blevet brugt af alle, der gerne vil lave »stor« radiopop de sidste mange år. Og det gør den ualmindeligt trættende og forudsigelig at lytte til. Det samme kan man sige om teksterne, der mest af alt lyder som dårlige coaching-råd eller mantraer til at håndtere en banal midtlivskrise. »If you want it, you can have it« lyder omkvædet for eksempel et sted. »If I die before I wake up / ask myself / did I give enough love« lyder det smægtende et andet.

Alt her er lavet ud fra den udbredte misforståelse, at jo mere man klasker på, jo mere tyngde får det. Problemet er bare, at der bliver klasket så meget på, at sangene sjældent letter. De er ganske enkelt for tungt ornamenterede. For insisterende, for postulerende. Retfærdigvis kan man sige, at numre som »Let In The Sun« og ikke mindst den frækt boppende disco-sag »I Like It« fungerer ganske udmærket enkeltvis, men som album betragtet ender helheden som en enerverende og decideret udmattende oplevelse.Og så hjælper det i øvrigt heller ikke på det, at de muskuløse produktioner får de tilbageværende Take That-medlemmer til at lyde endnu mere fesne, end de er i forvejen. Hvis Take Thats seneste album var lyden af »Progress«, så ville en mere passende titel i denne omgang nok have været »Regress«.

Hvem: Take That

Hvad: »III«, Universal Music