Er tiden ikke løbet fra boybands? Disse velfriserede popforetagender, som i højere grad er udtænkt på direktionsgange end opstået i øvelokaler, og som huserede på hitlisterne fra 1980ernes slutning og op gennem 1990erne.
Svaret er jo. Tiden er løbet fra boybands. Men med en enkelt undtagelse. For hysteriet omkring britiske Take That bare fortsætter og fortsætter. Siden drengene blev til mænd og blev gendannet i 2005, har der ingen ende været på efterspørgslen. Deres genforeningsturné i 2006 foregik således på 32 stadioner på størrelse med Grand Canyon, og hverken presse eller fans kunne få nok af Gary Barlow, Howard Donald, Jason Orange og Mark Owen.
Flere af dem har forsøgt sig på soloplader, som uden undtagelse er faldet til jorden med et klistret klask. Men sammen har de det særlige »noget«, som sælger popplader. Rigtig, rigtig mange popplader. Og da den frække, men alligevel altid tilpas pæne Robbie Williams vendte tilbage til bandet umiddelbart inden arbejdet med det sjette album, »Progress«, ja, så nåede fanflippet nye højder og kunne måles direkte i det rasende salg af billetter til syv (S-Y-V!) shows på Wembley - og BilletNet brød naturligvis også sammen, da salget åbnede til sommerens koncert i Parken.
Nu er »Progress« her så. Og Robbie Williams får lov at synge for i åbningsnummeret »The Flood«, hvor ambiente keyboards, akustiske guitarer, klangfuldt klaver og elektroniske forsiringer finder sammen om hans velkendte vokal og et omkvæd, som sidder lige midt i popskabet. Stort, smittende og med god plads til de øvrige bandmedlemmers stemmer.
Netop omkvædene er poppens salt, og skal man gøre sig forhåbninger om at ramme de øverste pladser på alverdens hitlister, så er der ingen vej uden om dem, og efter »The Flood« tager den lige så skridsikre og refrænstærke »SOS« over. Her leverer Mark Owen et overraskende skarpt og smidigt stykke vokalarbejde, mens Robbie Williams løber ud og ind af melodien, det heftigt pulserende disco-beat og linjen »Its an SOS, Its an SOS, like a bullet in the head«.
Som beskrivelserne turde antyde, så er »Progress« med afstand det mest interessante og varierede album, Take That har signeret. En sprød, detaljerig og elektronisk sammenkittet lydverden, som kvintetten bør være Stuart Price evigt taknemmelig for. Mesterproduceren, som tidligere har fået det bedste ud af så forskellige navne som New Order, Kylie Minogue, Pet Shop Boys, The Killers og Missy Elliott, har nemlig løftet bandet op på et niveau, de ikke tidligere har betrådt.
Men hvad så med de frygtelig flødebollede ballader, som de før gjorde sig i, og som fik piger i alle aldre til at få våde øjne? Tjah, »Pretty Things« er en langsom og følsom sag, men klistret og oversukret er den ikke, og den kliniske elektronik, som bakker Robbie Williams op, er let og ligetil. Og en af årsagerne, til at de fleste stille numre på albummet er til at holde ud at høre på, er, at überflødebollen, Gary Barlow, ikke får for meget plads.
Om det er Stuart Prices værk, kan man kun gisne om, men herligt er det i hvert fald. Lydmesteren har imidlertid ikke magtet at designe et perfekt popalbum, og der er fæle svipsere at finde blandt de 13 sange. »What Do You Want From Me?«, »Affirmation« og »Happy Now« er med andre ord Take That, når de er mindst begavede, mest fesne og larmende ligegyldige.
Albummet er dog - som titlen også antyder - et fremskridt, og Robbie Williams bør vide, at han har gjort det rette ved at træde ud af sin slingrende solokarriere og stige på Take That og »Progress«, der mere lyder som en ny begyndelse end som en farvelsalut. I sandhed en glædelig overraskelse.
