Sys har vokseværk

Popkometen Sys Bjerre lyder fantastisk på nyt album, som både rummer duet med Sebastian og en sang om og til hendes demensramte farmor.

Sys Bjerre har indledt et vellykket samarbejde med produceren Frederik Thaae på sit nye album. Fold sammen
Læs mere

Hvor det dog klæder Sys Bjerre at være kommet i kløerne på produceren Frederik Thaae, der i de senere år gang på gang har vist sig som en af landets mest talentfulde, alsidige og i bund og grund bedste mænd bag knapperne.

Thaae forstår - og favner over - flere genrer end de fleste, fra heavy metal til ørehængende pop, det fra rå til det petitforfinede. Samarbejdet med 25-årige Bjerre er ingen undtagelse.

Grundlæggende er formularen en kirurgisk, skiveskåren popmusik, der stritter som Serge Gainsbourgs fine flyveører i forskellige retninger fra dansegulv over radiobølger til ballademelankoli - konstant med Bjerres vokal mikset helt frem og klart i lydbilledet, hvilket giver en herlig effekt i sig selv.

Hvor Sys Bjerre på den to år gamle debut »Gør Det Selv« tonede frem med en fjerlet, fritsvævende poplyd, klinger hun anderledes eksplosiv, maskinel og kompakt i Thaaes regi. Af musikalsk kant og knaster er der stadig ingen i gængs forstand. Til gengæld er overraskelserne talrige, nuancerne i arrangementerne ligeså. Hør bare det ambitiøse drama »Hjemve«, som bæres igennem af et fremragende, urdramatisk strygerarrangement.

Et skridt i rigtig retning

Debuten solgte over 60.000 eksemplarer båret frem af giganthittet »Malene«, der nærmest katapulterede den charmerende rødtop ind i danskpoppens superliga. Tilsvarende, åbenlyse hits er der ikke på nærværende. Men »All In« er alligevel et skridt i den rigtige retning. For her er sangene i kvalitetsniveau med hinanden - middel. Må jeg anbefale den smukke, meget enkle og tankevækkende »Kære Farmor«, hvorpå Sys Bjerre synger det, der må være en sang om/til hendes farmor i Herlev, der lider af demens. Lidt af en øvelse at lave en både fin og velfungerende popsang med kærlighed og afvæbnende humor ud af det emne. Bid også mærke i uptempobaskeren »Cand Mag Fugl Fønix« og den virkeligt smukke »Min Skyld«, en søstersang til Eminems forrygende »Loose Yourself«.

Eneste store anke er faktisk den til tider lidt for overdrevne brug af strygere.