Syndigt smuk Strauss fra den russiske diva

Anna Netrebko er modnet færdig som sopran i den tungere ende. De to værker med Anna Netrebko og Barenboims berlinere er et mindre mirakel af en plade.

»Vier letzte Lieder« og »Ein Heldenleben«  af Anna Netrebko med Staatskapelle Berlin og Daniel Barenboim. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børn ville vel kalde det x-faktor. Voksne mennesker siger star quality. Anna Netrebko har det uanset til overflod:

Hendes udstråling er som en kaukasisk steppebrand, hendes karriere uforudsigelig som hårnålesving, hendes privatliv farverigt som i filmens verden.

Men hun har først og fremmest stemme. Ingen sopran ejer vel mere fylde lige nu. Ingen klassisk diva ejer et større navn uden for såkaldt klassiske kredse.

Russerens seneste soloplade var »Verdi« fra sidste år og blev kun en succes med måde. Hun havde kastet sig over det tungere rollefag, men virkede helt bogstaveligt ikke på toppen endnu.

Versionen af »Jeanne d’Arc« med Plácido Domingo på rollelisten lovede til gengæld godt for hendes udvikling. Giv hende tid og lad hende sige mere fra, sagde man dengang.

Og det seneste album skulle så indfri alle forventninger. Det kunne endda være hendes mest musikalske indspilning til dato.

Richard Strauss skabte sine »Fire sidste sange« i Anden Verdenskrigs kaotiske kølvand. Europa havde stået i flammer og lå i ruiner. Tyskland var færdigt.

Så den aldrende romantiker tog tre tekster af Hermann Hesse og én af Joseph von Eichendorff og satte musik på verden af i går. Et af hans mest bevægende koncertværker nogensinde var en realitet.

Elan og farver

Anna Netrebko synger den lille halve times musik gribende godt. Der er gods i hendes lyd og dybde i hendes tekstforståelse.

Verdens bedste indspilninger af Strauss' fire sange er muligvis stadig af ældre dato. Nyd for eksempel Elisabeth Schwarzkopf eller den med Gundula Janowitz og Herbert von Karajan i indspilningen fra 1974.

De stiller med hele den tyske tradition i både sprog og stemme. De lader aldrig klangen brede sig helt så meget eller farten blive lav. Og de synger måske lige dén procent renere – hvor Netrebko godt kan ligge lidt højt et par steder.

Men man mærker faktisk mere liv i Netrebkos strube. Lidt mere ungdom og ubedaget engagement i den enkelte tone. Og hun skifter farve konstant. Ikke bare fra linje til linje, men sommetider fra ord til ord.

Hvor en Schwarzkopfs præcise stemmestyring kan have noget polyester over sig, da bevarer Netrebko en menneskelig tyngde.

Ingen udgave af »Vier letzte Lieder« ville fungere uden toptrimmet orkester. Violinen midtvejs og fløjterne i slutningens dødsvarsel skal spilles af musikere i solistens klasse.

Staatskapelle Berlin under Daniel Barenboims ledelse ligner et mirakuløst valg til den store opgave.

Kunne musikerne i Staatskapelle Berlin ligefrem være bedre end selv byens berømte filharmonikere?

Sommetider, ja. Det er lyden af 100 solister, der spiller sammen.

Når de giver tonedigtningen »Ein Heldenleben« af samme Strauss på albummets anden halvdel, kan man ikke sætte en finger på deres spil. Hver eneste solo i komponistens ironiske selvportræt får en sjov og meget rammende karakter.

De to værker med Anna Netrebko og Barenboims berlinere er et mindre mirakel af en plade – og et større mirakel for sangerindens egen karriere. Hvad bliver det næste?

Hvem: Anna Netrebko med Staatskapelle Berlin og Daniel Barenboim.

Hvad: »Vier letzte Lieder« og »Ein Heldenleben« af R. Strauss.

Hvor: Deutsche Grammophon.