Genialt, mesterligt, originalt.
Der er så mange store ord i omløb i rockkritikken. Men der er nu sjældent dækning for dem; det er bare oppustet snak og skrift om plader og sange, som nok er gode, men slet ikke fortjener så vilde adjektiver.
Og når jeg fra tid til anden selv fristes til at bruge ordene om en ny plade, plejer jeg lige at lytte til et gammelt album, som virkelig lever op til dem. Som er genialt, mesterligt, originalt. Det sætter som regel det nye albums kvalitet i perspektiv – og får mig til at finde nogle mindre ord.
Det gamle album er »The Velvet Underground & Nico« fra 1967, som netop er genudgivet i en »Super Deluxe Edition« med en gudsvelsignelse af liveoptagelser, alternative versioner, indspilninger i mono, i stereo og så videre.
Det er dog stadig de 11 sange fra det oprindelige album, der er i centrum, og som den dag i dag vil drage selv den mest forudsætningsløse lytter ind i en verden, hvis skønhed er som et heroinhvidt lys mod en sort læderjakke.
Men tilbage til 1967, hvor The Beatles udgav »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band«. Et ambitiøst, facetteret og psykedelisk album, som forsøgte at løfte og transcendere rocken. Ja, som på sin måde søgte at gøre den finere og mere kultiveret, så det dannede borgerskab kunne goutere den. Det var jo et værk, det her, ikke bare et album.
Set gennem Lou Reeds sorte solbriller, så udvandede de store kunstneriske aspirationer imidlertid dét, det hele handlede om, nemlig rock’n’roll. Selvom han og det tidlige The Velvet Underground var kantet og eksperimenterende, så var de grundlæggende et rockband. Og i dets centrum stod Lou Reed og John Cale. Et musikalsk makkerpar, som var fuldt ud på højde med legendariske Richards/Jagger og Lennon/McCartney.
John Cale var et walisisk vidunderbarn, der spillede klaver som treårig, bratsch som femårig, og senere blev fascineret af avantgardemusikken og mentoren John Cage.
I New York mødte han en dag Lou Reed, der var vokset op med to revisorforældre og havde gennemgået en depression, der var så slem, at han fik elektrochokbehandling. Hvad det gjorde ved ham, kunne ingen præcist vide, men han udviklede sig til en ung mand med en fuck you-attitude, og på universitetet studerede han hos digteren Delmore Schwartz, som var vind og skæv af piller og alkohol.
Ved siden af timerne spillede Lou Reed i bands, og efter afgangseksamen fik han job som sangskriver hos Pickwick Records. Så man kan lidt firkantet sige, at han kom med traditionen og fornemmelsen for melodier, mens John Cale bibragte de avantgardistiske tilbøjeligheder til The Velvet Underground, som blev en realitet i 1963.
Samme år, et andet sted i New York, var Andy Warhol ved at blive et fænomen. Hans arbejdsplads, The Factory, var et sammenrend af kunstnere, narkomaner, homoseksuelle, bohemer og smukke mænd og kvinder. En af de allersmukkeste var den blonde femme fatale Christa Päffgen, som kaldte sig Nico og havde sunget og skuespillet lidt.
Da Andy Warhol havde forelsket sig i The Velvet Underground og gjort dem til den musikalske side af sit kunstunivers, var han ikke sen til at parre Nico med bandet. Og da de over få dage indspillede deres første plade – tænk at »The Velvet Underground & Nico« var et debutalbum! – var hun en klar gevinst.
Nicos vibratoløse stemme med den tykke tyske accent løber gennem de tre sange, Lou Reed skrev til hende: »Femme Fatale« og »I’ll Be Your Mirror« er kun let kuldslåede, mens den uforlignelige »All Tomorrow’s Parties« læner sig længere ind mod albummets mørkeste områder og mest åbenlyst mod »Venus In Furs«, hvor John Cales elektriske viola skærer i det dragende forløb.
Hvor Lou Reed her synger om sadomasochisme, om »taste the whip, in love not given lightly«, så er det stofferne, som løber i årerne på den cool, pulserende »I’m Waiting For The Man« og i »Heroin«, som i hele sin struktur – fra stille til intenst til stenet – mimer et fix.
»Heroin, be the death of me/Heroin, it’s my wife, its my life«, lyder det fra Lou Reed efterfulgt af et »haha«, der lyder så stofpåvirket, at det giver kuldegysninger, og langsomt, uvægerligt, melder John Cales viola sig som vilde, hvide ridser i lydbilledet.
Vildskaben og vanviddet lyser også ud af strengene og buen i »The Black Angel’s Death Song« og af »European Son«s feedback og anarki, der lukker albummet med en strakt langefinger til al den skære skønhed, bandet kunne frembringe, hvis de ville.
Ja, The Velvet Underground kunne alt, hvis de ville. Sådan føles det i hvert fald, når man genhører »The Velvet Underground & Nico«, som blev bandets eneste med besætningen Lou Reed, John Cale, Sterling Morrison, Moe Tucker og Nico.
Men kvintetten var – som alle andre visionærer – for tidligt ude for mainstreamen og solgte stort set ingen plader. Det kom først sidenhen. Stille, men konstant. Og som dokument fra 1967 er albummet også interessant. For hvor The Beatles og »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band« var del af den store hippie-bevægelse, som løb ud over verden fra 1960ernes midte, så var The Velvet Underground dens antitese.
Hvor hippierne sværgede til naturlighed og fællesskab. og troede på de bevidsthedsudvidende stoffer og free love, så kommunikerede de fem noget helt andet på »The Velvet Underground & Nico«. Her handlede det om anløben urbanitet, hårde stoffer og seksualitet med pisk og underkastelse.
Og skønheden midt i mørket, den brændende heroin mod den sorte læderjakke, den fangede de fleste først mange år senere, da tidsånden havde ændret sig, og rock’n’roll ikke længere behøvede være fin på den og fuld af flower power. Og hvor blomsterne ikke skulle ligne hippiernes, men hellere Charles Baudelaires.
Genialt, mesterligt og originalt er det 45 år gamle album i hvert fald. Og ordene er ikke det mindste for store.
