Langt de fleste bands har en nogenlunde fast defineret lyd, som de holder sig til. En pose af tricks, der tilsammen udgør deres signatur. Nogle finder den med det samme, andre først hen ad vejen. Og når først den er etableret, kræver det både mod, evner og kreativ virkelyst at tømme posen og genopfinde sig selv.
Hvilket bringer mig frem til et af de mest forfriskende og rablende musikalske indslag på den danske rockscene i de senere år. De hedder Synd Og Skam, og de blæste både kritikere og nysgerrige danske musiklyttere fuldstændig omkuld med debut-EP’en, »Blafret Ør Af Kjoler« i 2012.
Siden dalede begejstringen en anelse, da sekstetten splittede sit debut-album op i de to spraglede mini-album »Lad Mig Falde Ind Til Dig« og »Center«. Måske fordi bandet selv lød, som om det hverken var helt klar over, hvor det var på vej hen, eller helt vidste, hvordan det skulle kanalisere alle sine mange gale indfald på en nogenlunde spiselig måde.
Med det nye album, »Billeder Af Mesa«, har bandet dog alligevel formået at tage sit mest radikale venstresving hidtil. Her er intet spor af det gamle band tilbage.
De fleste af instrumenterne er sendt i skammekrogen. I stedet har bandet samlet sig om, hvad der lyder som en virusinficeret computer, hvor poppens digitale formsprog nedbrydes og rekonfigureres i en fritflydende collage af syntaks-forstyrret internet- og reklamesprog, kakofonier af autotunede vokaler, sub-bas og syntetisk glinsende teksturer.
Poppens vrangbillede
Og ja, det er lige så forvirrende, som det lyder. Indimellem titter nemlig også ubehjælpsomt klaverspil og pivfalske stemmer frem. Så selv om en del af virkemidlerne er hentet hos popstjerner som Kanye West, Beyoncé og Sivas, kommer det aldrig til at lyde som konventionel popmusik.
I stedet fungerer pladen som en slags tvetydig metakommentar til tidens poptoner. Et popmusikalsk vrangbillede, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvorvidt Synd Og Skam omfavner eller gør nar af inspirationskilderne.
Som sådan er bandets galskab fuldstændig intakt. Og selv om »Billeder Af Mesa« sjældent er en synderligt nydelsesfuld lytteoplevelse, så har den til gengæld fået mig til at føle mig overrumplet og usikker på en måde, jeg alt for sjældent bliver, når jeg lytter til ny dansk musik. Nogen vil sige, at det er selve definitionen på god kunst; tvivlen, usikkerheden, det perverse blik på det herskende (pop)paradigme. Og i det her tilfælde er jeg tilbøjelig til at give dem ret.
Hvem: Synd Og Skam
Hvad: »Billeder Af Mesa, Af Med Hovedet«.
