Så er den landsdækkende festival, kaldet Vinterjazz, over os, og selv om der generelt ikke er mangel på levende jazz i Dronningens København, så bliver der tydeligvis i nogle uger skruet ekstra op for aktiviteterne.
Ja, fra de mest ydmyge til de mest prominente lokaliteter, herunder DRs store koncertsal. Det er fint, for helt sikkert trækker stedet i sig selv mange tilhørere, om end man samtidig må stille spørgmålet: Hvordan er det egentligt med jazzen på netop denne lokalitet?
Helt klart har salen en fin akustik til den uforstærkede klassiske musik, hvor instrumenter og rum smelter sammen på naturlig vis. Noget andet er den forstærkede rytmiske musik, som – i hvert fald efter mine erfaringer – sjældent giver ovennævnte naturlige sammensmeltning. Tværtimod.
Det naturlige lydbillede går tabt
Men koncertsalen er jo DR Big Bandets hjemmebane, altså stedet, hvor man virkelig skulle kunne nyde alle dette fine orkesters nuancer, dynamik og klange.
Desværre er det alt for sjældent tilfældet. Alt for ofte går det naturlige lydbillede og det naturlige drive tabt, og som tilhører bliver man aldrig rigtig overrasket - eller overrumplet eller rørt.
Lørdag aften havde bandet besøg af den 63-årige amerikanske stjerneguitarist John Scofield. En absolut sympatisk musiker, som med sit virtuose og farverige spil – i grænselandet mellem jazz, rock, blues og funk – har sat sig solide spor i den nyere tids musikhistorie.
Han skriver – i lighed med så mange andre solister – sin egen musik, som næppe kan betegnes som kompositorisk overvældende, men som dog er udmærket her-og-nu-funktionsmusik.
Ved denne lejlighed var John Scofields musik blevet arrangeret for big band, primært af orkestrets tidligere chefdirigent, amerikaneren Jim McNeely, og der var tale om et ganske nuanceret program, hvor dirigenten Steen Hansen havde udmærket styr på såvel tropper som verbale introduktioner.
Der var en vis tyngde af, hvad der kan betegnes som funky music med god plads for solistiske udfoldelser, og klart sagt fik John Scofield broderparten.
Og han kan da også virkelig bevæge sine strenge, både klangligt og melodisk, men han kan også, specielt når det harmoniske fundament er spinkelt, komme ud over den kant, hvor idéerne tynder ud, og hvor musikken begynder at bide sig selv i halen.
Ud over Scofield-værkerne blev der plads til en enkelt jazzstandard, Billy Eckstines smukke ballade »I Want To Talk About You«, som blev fremført ganske indtagende, om end guitaristen til tider kunne forekomme en kende for rastløs – for således at sabotere den anlagte lyriske stemning.
Stærkest på programmet stod »Boogie Stupid«, som basunisten Peter Jensen havde forsynet med et på alle måder velfungerende arrangement, der i dén grad fik orkestret til at klinge og swinge – og den amerikanske solist til at vise sit ypperste.
Heller ikke aftenens ekstranummer, en old-time-blues ved navn »Groove Elation«, var kedelig – med sikker strengeleg og med sejt orgelspil fra bandets altid veloplagte pianist, Henrik Gunde.
Hvad: John Scofield & DR Big Bandet under ledelse af Steen Hansen.
Hvor: Koncertsalen, DR Koncerthuset, lørdag.
