Sæt dig godt til rette og lad så roen skylle ind over dig. José González er tilbage. Den svensk-chilenske troubadour, der brød så stort igennem for efterhånden 12 år siden med sit lavmælte cover af The Knifes »Heartbeats«, har efter syv års pladepause i eget navn igen sat sig til rette med guitaren i sit Gøteborg-køkken og skrevet en stribe nye, stilfærdigt skønhedssøgende folk-sange.
Hvis det lyder en smule kedeligt, så er det, fordi der godt kan være noget om snakken. Kan være. For er man lige i det humør, ja, så er José González på »Vestiges & Claws« faktisk rigtig fint musikalsk selskab. En af hans styrker er netop den helt særlige intimitet, der pryder hans sange. De er vitterligt indspillet i hans køkken hjemme i Gøteborg – med sagte fuglekvidren i baggrunden – og det giver altså den her særlige nærhed og oplevelse af at sidde der i rummet med ham.
I modsætning til på tidligere plader har han dog denne gang valgt at se bort fra sit vanlige dogme om, at alt, hvad man hører, skal kunne spilles af én mand i ét og samme take. I stedet har han denne gang tilladt sig selv at overdubbe med både stemmer, guitarer og blidt bankede rytmer på guitarkroppen, og hvad der lyder som assorterede køkkenredskaber. Og det giver altså ofte fornemmelsen af at sidde overfor tre José González’er, der opfører en slags køkkenvask-symfonier i miniatureformat.
Det er en velkommen udvikling i udtrykket, for det afføder flere steder nogle langt mere interessante arrangementer omkring hans sangforedrag og intrikate fingerspil. Og det er lige netop disse mere udbyggede sange – den underskønne »Let It Go«, den let forvrængede »Stories We Build, Stories We tell« og ikke mindst den messende »Leaf Off / The Cave« – der efterlader det største indtryk her.
Stadig værd at lytte til
Når José González omvendt lader sine sange stå mere nøgent som på »Every Age« og »What Will«, er det som regel, fordi han har noget vigtigt at sige. Og lytter man efter, er det da også tunge sager, han bokser med: Den frie vilje overfor religiøs dogmatik, menneskelig forgængelighed, eksistentiel tvivl og søgen efter mening. I og for sig ganske forbilledligt, omend hans blide vokal og vage formuleringer også gør det lige lovlig nemt at lytte henover.
Ikke desto mindre er »Vestiges & Claws« et stemningsfuldt og flot afstemt album, der både formår at skabe sin helt egen særlige intimitet og minder os om, at José González stadig er værd at lytte til. Hvis man lige er i dét humør.
Hvem: José González
Hvad: »Vestiges & Claws«, Imperial/Playground
