Swing, sang og sandhed

Som om hun genopdager sangene: Birgitte Soojin. Foto: Torben Christensen Fold sammen
Læs mere

Den herboende 33-årige koreanskfødte norske sangerinde Birgitte Soojin har gennem de senere år sikret sig en position blandt de betydeligste vokalister på den københavnske jazzscene. Almindeligvis kaster hun sig over værker fra de store amerikanske sangbøger, og tydeligvis er der tale om omhyggelige og ganske overraskende valg.

Hun lægger sig ikke lige op ad tidligere fortolkninger, nærmest er det, som om hun genopdager sangene, og denne genopdagelse mærker man i høj grad som lytter. Kort sagt – man får en dugfrisk oplevelse af ord og toner.

Birgitte Soojin vælger også sine ledsagere med omhu. På denne nyudgivelse er hun blot i selskab guitaristen Per Møllehøj, og det står hurtigt klart, at der er tale om en på alle måder velafbalanceret duo, som så på tre af de ni numre bliver bistået af bassisten Thomas Vang. Som det er tilfældet i den indledende sang, »I’m Getting Sentimental Over You«. Den var i sin tid en pompøs kendingsmelodi for basunisten Tommy Dorsey, og den bliver her til en ganske intim affære, der bare swinger – så let og så elegant.

Interessant nok følges den op af »I’m Glad There is You«, en smuk ballade, som er komponeret af Tommy Dorseys storebror, Jimmy, og som ud over Birgitte Soojins neddæmpede sang viser Per Møllehøjs fremragende strengespil, både som akkompagnatør og solist. Og så er det faktisk relativt sjældent, man i dag hører sangen »I’m Gonna Lock My Heart«, som i 1938 blev lanceret af Billie Holiday. Men Birgitte Soojin har da lige hentet den frem fra skatkisten for at give den en lille og finurlig drejning.

Blandt øvrige sange er det værd at fremhæve Vincent Youmans’ »More Than You Know«, som vi her får i en over syv minutter lang version, der også inkluderer verset, altså sangens fine introduktion. Dertil holdes tempoet så langt nede, at hvert udsagn – i kraft af stemmens inderlighed og melankoli – bliver til den skinbarligste sandhed.

Og så bliver melankolien en kende mørkere i Cole Porters »So In Love«. Ja, her mærker man både resignation og smerte samt den fortrolighed og den troværdighed, som kendetegner dette album, og som i høj grad levendegør den smukke og sentimentale country-klassiker »Tennessee Waltz«.

Og føler man, at duoen i overvejende har bevæget sig i den emotionelt mørke afdeling, ja, så får man slutteligt den rette og swingende optimisme tilbage i det gode gamle swingnummer »Wrap Your Troubles in Dreams«.

Hvem: Birgitte Soojin og Per Møllehøj

Hvad: Pergitte, Highlow Records