Swing it, orkestern!

Det svenske kammerorkester med vor egen Thomas Dausgaard i spidsen fik folk op af stolene hele tre gange. Hvorfor spiller de danske orkestre ikke lige så godt.

Det var torsdag. Men det var ikke nogen torsdagskoncert ikke af den slags med et dansk symfoniorkester på scenen og de sædvanlige fire stjerner i halen.

Ganske vist spiller de danske musikere bedre end mange af deres svenske kolleger. Men så snart de optræder et halvt hundrede stykker ad gangen, sker der noget mærkeligt: Alt bliver så pænt og rent og safety first. Pludselig må kritikerne sidde og påpege småfejl. For de kan simpelthen ikke finde på andet.

Torsdagens koncert med Det Svenske Kammerorkester var stik modsat. De kommer fra en by ved navn Örebro og slog straks bro mellem ørerne. Folk klapper dem hele vejen ind og bum: Fra første tone får man Mozart på den rigtige måde. Blæserinstrumenter som trompeter og horn er originale, som man siger fremstillet som på Mozarts tid. Og strygerne holder igen med de værste rysteture.

Så lige fra aftnens første solist kommer ind i Tivolis koncertsal, til han går ud igen, hedder nøgleordet leg. Hvor er François Leleux dog en medrivende musiker. Den franske oboist må puste sin Mozart gennem en åbning så tynd som et sugerør og alligevel er resultatet fuldt af sprog, komplet med nikken eller rysten på hovedet. På disse kanter betyder musik noget.

Og med violinisten Lisa Batiashvili som solist nummer to skulle man tro, folk faldt fra. Værket var jo Magnus Lindbergs nye violinkoncert. Men nej! Folk var på fra først til sidst og lagde endda mærke til ekkoerne af landsmanden Sibelius og endda Gershwin.

Det blev kort sagt en rigtig stor torsdag. Og manden bag det hele var endda DR Radiosymfoniorkestrets chefdirigent, vor egen Thomas Dausgaard. Mon ikke han følte sig i sit es med et orkester, der gjorde som han sagde? Han følte i hvert fald i Es-dur. Beethovens tredje symfoni blev måske nok en anelse for hurtig. Selv om det svenske orkester har indspillet musikken til den helt store guldmedalje, så er Tivoli stadig en af Europas største koncertsale. Men sikken energi, sikken spilleglæde, sikket liv.

Forhåbentlig kommer det også til os.