Svigerfars drøm

Voksenpop. Norah Jones Norah Jones mener ikke rigtig noget alligevel på sit tredje album.

Nora Jones har udgivet sit tredie album. Fold sammen
Læs mere

Norah Jones har altid været kedelig. Men omkring årtusindskiftet rendte hun ind i sangskriveren Jesse Harris på det helt rigtige tidspunkt. Han havde nogle sange, han gerne ville af med, og hun manglede nogle at synge. En af dem hed »Don't Know Why«- en skøn, Merlot-tempereret melodi, som Jones og Harris svøbte i et blidt og elegant popjazzarrangement. Det var den sang, der trak et pladesalg på uhørte 18 millioner eksemplarer af Jones' debut »Come Away With Me«.

Men indtil Norah Jones støder på sådan en perle igen, vil hun stadig være kedelig. Og det gør hun ikke på sit nye og tredje album »Not Too Late«. Det er en plade, hvor jazzen er smidt om på bagsædet til fordel for en noget ordinær sangskrivning, og det er en dårlig idé. For det er i de jazzede momenter i sange som »My Dear Country« og den bluegrass-vuggende »Sinkin' Soon«, at Jones viser os sine, ganske vist overdrevent kontrollerede, nuancer som pianist og sanger. Hendes stemme er naturligvis stadig en svigerfars drøm i sig selv, engleblid og driftsikker, men den får som regel lov at hænge og dingle som en køn guirlande i de sterilt arrangerede sange.

Norah Jones er faktisk så kedelig, kontrolleret og forbeholden, at det næsten lykkes hende at lave en protestsang, der ikke rigtig mener noget alligevel. »My Dear Country« er sådan set fint eksekveret rent musikalsk, og hun får da også refereret til George W., som »deranged«. Men så går der fædrelandsbesyngelse i den: »I love the things that you have given me/ And most of all that I am free/ To have a song that I can sing/ On election day«.

Hun går altså ind for demokrati og frihed, Norah Jones. Prøv engang at modargumentere. Og så vil du måske, som jeg, blive glad for, at der er andre, der råber højere end hende, både på valgdagen og i pladestudiet.