Svanesang i Nørregade

Jazz. Tenorsaxofonisten Stan Getz valgte i 1991 at indspille sine sidste koncerter i Montmartre - her er de alle!

I disse tider er det værd at minde om, at Montmartre og Montmartre er to ting, i hvert fald hvis det handler om en lokalitet i jazzens København. Og her er en lejlighed til at opridse lidt af historien.

Den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz slog sig i 1950erne ned i Skandinavien, primært i Danmark, og i 1959 var han i høj grad med til at profilere det nyåbnede Montmartre i Store Regnegade. Da jazzhuset lukkede - midlertidigt - i 1960, drog Stan Getz tilbage til Amerika, hvor han snart fik status af bossa-nova-super-star.

Gennem årene vendte tenorsaxofonisten jævnligt tilbage til København, og da han i 1991, grundet en fremskreden kræftsygdom, ønskede at indspille for sidste gang, valgte han Montmartre.

På det tidspunkt var jazzhuset flyttet til Nørregade, hvor Stan Getz - blot ledsaget af pianisten Kenny Barron - spillede fire aftener i marts. Den sidste aften var han så afkræftet, at han måtte nøjes med at spille ét sæt. Derfor består dette netop udsendte bokssæt med de komplette Montmartre-optagelser af syv CDer - én for hvert sæt.

Det er vel de færreste jazzmusikere, der formår at bevare en usvækket kunstnerisk intensitet over fire aftener, således at alt er bevaringsværdigt. Og det lykkes da heller ikke helt for Stan Getz, hvilket primært skal tillægges konstellationen af tenorsaxofon og klaver - i omkring syv timer. Ganske vist er Kenny Barron en virtuos musiker, men der er jævnligt stræk, hvor musikken forekommer lidt stivbenet og monoton. Og så alligevel - det er Stan Getz' svanesang, og det er nærliggende at sige, at han »synger« smukkere end nogensinde. For hen ad vejen - og til stadighed hyppigere - sker der mirakler.

Det er tonen - melodilinjerne - ja, et helt unikt foredrag, eksempelvis i fine ballader som Charlie Hadens »First Song« og Thad Jones' »You And I« og i en løssluppen musicalmelodi som Richard Rodgers' »The Surrey With The Fringe On Top«.

Tre måneder senere forlod Stan Getz denne verden.