Der kommer en dag, hvor man ikke længere er ung. Hvor man ikke længere er på vej ind i livet. Eller kan kaldes lovende.
Dertil er Kristian Leth nået. Han er 32 og kan se tilbage på et liv, som har ført ham omkring Forfatterskolen og to digtsamlinger og videre over fire plader med det vitale band The William Blakes - plus et enkelt udspil under aliasset Baron Criminel.
Og på sit første soloalbum i eget navn lyder Kristian Leth ofte som en mand, der gør status. »Jeg troede jeg ku blive til meget mere/men hvad er jeg nu?«, spørger han i »Hjemad igen« med den hårdhed, man kun dømmer sig selv med, mens akustisk guitar, piano, cello og diset trompet lægger sig omkring ham.
På Storebæltsbroen
Men Kristian Leth er altså ikke særlig interessant, når han i sange som netop »Hjemad igen« forsøger sig med et stilfærdigt udtryk. I stedet virker han stillestående og blotter sin lidt ujævne vokal. For nu at sige det på en pæn måde.
Så er albummet mere givende og vedkommende, når tempoet sættes op, og den organiske singersongwriting bliver til lys, foroverbøjet indie-pop som i »Storebæltbroen«, »Når lysene går ud« og »Den anden vej«.Gid disse sangtyper også havde fået lov at fylde de pladser, de stillestående numre optager. Og de måtte såmænd også gerne have bredt sig ind over de violinvignetter, der fra tid til anden dukker op og mest af alt ligner en fiks, udvendig ide.
»Hjemad« er i det hele taget lidt skuffende, når man tænker på, hvad Kristian Leth tidligere har bedrevet på såvel den lyriske som musikalske front. Tekster og toner er simpelthen for sjældent mere end mådelige, og de minder og refleksioner, som er overalt på debutudspillet, ja, de forbliver for ofte bare ord på hans tunge. Ærgerligt.
