Succesbandets svanesang

Indtil i går var amerikanske Interpol det nye årtusindes klart bedste rockband. Det er de ikke i dag.

Amerikanske Interpol er et af de sidste til års mest indflydelsesrige og konsekvente rockbands. Mandag udkommer deres fjerde album, som byder på mere urbant mørke og flere stramt stukturede sange. Fold sammen
Læs mere

Fire unge mænd fra New York i sorte jakkesæt, der spiller alternativ guitarrock med en direkte rødglødende, uforfalsket linje til den britiske postpunkæras fineste mørkemænd. Attituden, stilen og kvaliteten på sangene fra debutalbummet »Turn on the Bright Lights« - intet syntes overladt til tilfældighederne. Hvorfor Interpol slet og ret var selve stilbilledet af musikåret 2002. Læg dertil en sanger i form af Paul Banks, hvis stemme dengang var- og stadig er - blandt de mest interessante og bemærkelsesværdige.

Over yderligere to fine skiver har Interpol forfinet deres udtryk i en mere poppet og hooksøgende retning. Til nogles fortrydelse, til andres fryd. Denne signatur elsker begge yderpoler, men måske er det meget sigende, at årets bedste rocksang i 2007 (hvor newyorkerne sidst gav lyd fra sig), Interpols »Rest My Chemistry«, var en skæring, der pegede både tre og fem år tilbage til kvartettens langt mere sonisk voldsomme og dronende farlige udgangspunkt.

Et skridt tilbage

På nærværende, amerikanernes fjerde udslip, tegner det samme krumspring den musikalske retning: et skridt tilbage i egen historie. Alt er blevet mere løst, mindre ørehængende, mindre dansabelt, selv om Interpol aldrig helt forsøger at løbe fra deres evner til at skabe gode grundmelodier. Når »Interpol« så alligevel ikke er et dogmetogt tilbage til udgangspunktet, bunder det hørbart i, at forsanger Banks lige som sine medkumpaner (bassisten Carlos Dengler vendte dog beklageligvis aldrig tilbage) i de senere år har været ude i eget musikalsk ærinde med »Julian Plenti is Skyscraper« under pseudonymet Julian Plenti (en plade som nærværende dagblad kårede som sidste års bedste udenlandske album, red.!). Selv om det angiveligt ikke er Banks men de andre bandmedlemmer, der har kreeret de musikalske forlæg på pladen her, er det ganske påfaldende, at flere tracks, tydeligst er det på »Try It On«, minder om Plenti-pladen. Og det samme må siges om Banks' melodistemmer og fraseringer.

Rockoperette

En bassist fattigere og en opdelt arbejdsproces giver bange anelser. For selv om sangene på »Interpol« mestendels hænger fint sammen, så meget at skiven kan komme til at lyde som en mere eller mindre sammenhængende rockoperette, så er de alligevel ikke af en kvalitet, som man med rette kunne forvente af et band, der frem til i går var det bedste i det nye årtusinde. Er »Interpol« mon svanesangen for bandet? I så fald er det måske til alles bedste. Det lyder i hvert fald sådan, uden at lyde skidt. »If the seed was that strong, maybe we had to fly,« synger Banks i åbningsnummeret »Success«, der ikke direkte adresserer den problemstilling, men hvad hjerne og hjerte er fuldt af...