Diana Krall
Turn Up the Quiet
Verve/Universal Music
Nok engang er det blevet tid til at overgive sig og erkende, at Diana Krall bare fortsætter med at raffinere sit format og sin identitet.
Fra begyndelsen af karrieren har den nu 52-årige canadiske sangerinde og pianist været forankret i jazzen, tilmed ude på stilartens brede og velkendte hovedvej, dog uden at køre fast i hverken traditioner eller klicheer. Det er da også blevet til stilistiske afstikkere, senest med albummet »Wallflower«, hvor diverse etablerede popmelodier blev taget under kærlig behandling.
Nu er hun så vendt tilbage til sit udgangspunkt, altså fortolkning af værker fra den store amerikanske sangbog. Og, ja, selvfølgelig er hun helt på hjemmebane, så de gode sange – på forunderlig vis – får lov til at folde sig ud.
Som sangerinde er Diana Krall fuldkommen til stede, alt virker intenst og intimt i et sublimt lydbillede, som vel også er en svanesang fra den mesterlige producer Tommy LiPuma, der for kort tid siden forlod denne verden i en alder af 80 år.
Bassisten Christian McBride åbner ballet med en fuldfed optakt til Jimmy Van Heusens »Like Someone in Love«, og så dukker Diana Krall op med sin sensitive – og på én gang stærke og skrøbelige – røst. Her er fortrolighed og troværdighed, og snart markerer sangerinden sig også med sit sikre pianistiske håndelag, mens guitaristen Russell Malone leverer rytme og smagfuldt solospil.
Og, ja, det er udsøgte folk, der i diverse konstellationer omgiver den karismatiske diva, som ved denne lejlighed placerer sig i det udpræget romantiske hjørne. Det kan man ikke mindst med stor fryd nikke bekræftende til, da hun – i et besnærende og nedtonet tempo – formidler Rodgers & Hart-mesterværket »Isn’t It Romantic«.
Andre sange som »L-O-V-E«, »Blue Skies«, »I’m Confessin’ (That I Love You)« og »I’ll See You In My Dreams« får bare lov til at swinge af sted, de sidste to med herligt violinspil fra Stuart Duncan. Derudover er der også rig lejlighed til at nyde bidrag fra bassisterne John Clayton Jr. og Tony Garnier, trommeslagerne Jeff Hamilton og Karriem Riggins, guitaristerne Anthony Wilson og Marc Ribot samt – på tre værker – et stort orkester, arrangeret og dirigeret af Alan Broadbent.
Men det er Diana Krall, der sætter dagsordenen og er stjernen. Ikke blot som vokalist, men i høj grad også som pianist. Tangentlegen er bare så letflydende og altid med en fascinerede melodisk progression.
Og for lige at vende tilbage til det romantiske – og tilmed neddæmpede – univers, ja, så er den blide bossa-version af Cole Porters »Night and Day« besjælet af vemod, ligesom en gammel jazz-traver som »Moonglow« bliver et stykke lavmælt bekendelseslitteratur.
Endnu en fin månesang, den lidt for sjældent hørte »No Moon At All«, bliver leveret som duo med bassisten Jeff Clayton Jr. med en rolig næsten statisk instrumental indledning, før pulsen og sangen kommer ind , og det bliver til ren magi.
»Turn Up The Quiet«. Ja. det er tid til at skrue op for den indre og den ydre stilhed, og så lægge ører til Diana Krall, der fortsat heller ikke har sit udseende imod sig. Det er lidt snyd.
