Strømførende overbygning

Et sted langt ude på alfarvej står lokale Nordstrøm og leverer deres syntetiske popperler på modersmålet i en stemningsfuld, nattesort indpakning af hverdag og hjerterøre.

Af og til finder deres lydbølger vej ind til storbyens højttalere, som regel med en gedigen fest til følge. Den formular kendetegner også duoens tredje udspil, »Alt På Plads«, der genremæssigt trækker veksler på bl.a. Pet Shop Boys, Carpark North, Gangway, Erasure og Depeche Mode, ikke sjældent på én og samme tid. Musikalsk set er alt dog ikke helt på plads på skiven, om end meget er. For Nordstrøm beviser herpå meget mere end deres evner til at skabe hits i ligaen »Berlin«. Således er både »Januar« og »En Sommer Der Bli'r Pt. II« herlige skæringer, som viser Nordstrøms evne til at bygge oven på såvel den nyere danske som udenlandske popskabelon fra firserne og frem til i dag.