Strøm på jazzguitaren

Guitaristen Alex Jønsson er ude med en trioplade, hvor musikken får den tid, den nu skal have, og har ægte melodisk substans.

Alex Jønsson: »Spy On Your Friends« Fold sammen
Læs mere

Selv om det er inden for rock’n’roll, den elektriske guitar har haft sine største landvindinger, så har der dog i over 70 år været strøm på jazzguitaren. Og at dette fænomen fortsat udgør en udfordring, bekræfter en kontinuerlig strøm af pladeudgivelser – også fra danske aktører.

Således anmeldte jeg for halvandet år siden en håndfuld af nyudgivelser med danske jazzguitarister, og i den forbindelse konkluderede jeg, at det mest fascinerende udspil var debutalbummet fra den unge guitarist Alex Jønsson.

Han er nu ude med sit andet album, hvorfor det har været fristende nok engang at foretage sammenligninger med andre af tidens dermed beslægtede udgivelser. Men konklusionen er blevet, at dette album faktisk godt kan fortjene at være ene om spaltepladsen.

Helt faktuelt er Alex Jønsson konservatorieuddannet i Aarhus, hvor han i en årrække har været en del af det aktive jazzmiljø. Det samme har hans to sekundanter, bassisten Jens Mikkel Madsen og trommeslageren Andreas Skamby.

Nu er konstellationen guitar-kontrabas-trommer faktisk ret konventionel, men det forhindrer ikke de tre musikere i at levere musik, der i kraft af et fornemt klangrum, en perfekt balance, og en sublim kommunikation, skiller sig pænt ud fra flokken.

Selv om trommespillet ikke er præget af et kontant drive, så rummer det energi og fremdrift og andet livgivende input, og dertil er det en udsøgt nydelse at opleve det organiske basspil, der så perfekt matcher Alex Jønssons kreative ekskursioner på guitaren.

Der er i udpræget grad tale om musik, der får den tid, den skal have, og som, uden staffage og uden tomgang, har identitet og kontinuitet. Ja, den er bare god at være i stue med, fordi man som lytter bliver indhyllet i et univers af fordybelse og fortrolighed.

En anden og ikke uvæsentlig årsag til, at musikken fanger og fænger, er, at Alex Jønssons kompositioner ikke har karakter af tør konstruktion. De ejer en ægte melodisk substans, der tydeligvis giver trioens improvisationer den rette luft under vingerne.

Blandt de ni ret så nuancerede værker er det værd at nævne den melankolske »Like A River«, der bare flyder af sted og folder sig ud, og den statiske »Bisgården«, som har karakter af en ganske bittersød fortælling.

Albummets outsider hedder »War Is Peace«. Her bliver der skruet op for den rockmusikalske volumen og forvrængning. Udtrykket er dramatisk, men aldrig demonstrativt. Vel snarere en god kontrast, der bidrager til et helstøbt album.

Hvem: Alex Jønsson.

Hvad: »Spy On Your Friends«. AJ02/DC Norden/Gateway/alexjohnsson.dk (både CD og LP).