Strengelegens mester fylder 100 år

Med en naturstridig virtuositet revolutionerede den franske sigøjnerguitarist Django Reinhardt jazzen.

Guitaristen Django Reinhardt turnerede i 1939 i Skandinavien, hvor hans hot-club-kvintet bl.a. spillede fire koncerter på to aftener i Odd Fellow Palæet i København. Billedet er fra første koncert. I morgen ville den virtuose sigøjner være fyldt 100 år, og i den anledning har man udgivet en boks på 20 CDer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Udover at være i besiddelse af en gudsbenådet virtuositet var han den første musiker, der skabte en ikke amerikansk jazzstil. Og stilen - med betegnelser som sigøjner-jazz, string-swing og hot-club-jazz - er fortsat populær, ligesom dens skaber og mester, Django Reinhardt, er det her 57 år efter sin død. At der er basis for beundringen, bliver i rigt mål dokumenteret på en boks med 20 CDer, som er udsendt i anledning af guitaristens 100-års-fødselsdag - i morgen. Der medfølger diskografiske oplysninger, men ingen biografiske, så derfor:

Jean Baptiste Reinhardt, kaldet Django, blev født i en sigøjnerkaravane nær den belgiske landsby Liverchies den 23. januar 1910. Familien var omrejsende gøglere, som i 1917 parkerede husvognen i udkanten af Paris. Her voksede Django op, han kom aldrig i skole, men blev til gengæld leder af en drengebande. Og så begyndte han at spille guitar og banjo. Fra midten af 1920erne var han aktiv på den parisiske musikscene, indtil et stearinlys i 1928 antændte nogle celloid-blomster i hans husvogn, der på et øjeblik stod i flammer. Django Reinhardt blev alvorligt forbrændt. På venstre hånd var to fingre smeltet sammen, og selv om det lykkedes lægerne at skille dem ad, forblev de for altid lammede.

Alligevel formåede Django Reinhardt under sit langvarige sygeleje at udvikle en helt unik, nærmest naturstridig guitar-teknik. Han begyndte at spille med violinisten Stephane Grappelli, med hvem han dannede et husorkester i jazzforeningen »Hot Club de France«. Og her blev for første gang skabt noget jazzmusik, der ikke havde direkte amerikansk indflydelse. En violin og en guitar udgjorde den solistiske frontlinje, og den metronom-agtige rytmiske puls blev leveret af en kontrabas og to guitarer.

Stilen, der tydeligvis havde rødder i såvel tidens swingjazz som forskellige former for urgammel sigøjnermusik, fik hurtigt betegnelsen sigøjnerjazz.

Et guitarspil, der lyser op

Quintette du Hot Club de France er rigt repræsenteret i boksen, der rummer optagelser fra 1928 til 1950. Men også talrige andre konstellationer viser sig at være overordentligt interessante. Django Reinhardts melodiøse og ekstremt virtuose spil lyser op, gang på gang, men det er også godt at høre violinisten Stephane Grappelli samt hans knap så kendte - men bestemt lige så betydningsfulde - instrumentkollega, Michel Warlop.

Mange amerikanske musikere, der i perioden besøgte Paris, skulle selvfølgelig lige spille med Django, og her får vi fine optagelser med folk som tenorsaxofonisten Coleman Hawkins, basunisten Dicky Wells og violinisten Eddie South.

Dertil bliver vi mindet om, at fransk jazz var af høj kvalitet - med mange fine orkestre og musikere, hvoraf skal fremhæves trompetisten Philippe Brun, tenorsaxofonisten Alix Combelle og ikke mindst altsaxofonisten Andre Ekyan, der jævnligt gennem årene ledsager Django Reinhardt.

Boksen slutter i Rom i 1950, men faktisk foretog Django Reinhardt nye landvindinger frem til sin død i 1953. Han var blevet stærkt influeret af den nye bebop-musik, og han spillede nu elektrisk guitar med imponerende originalitet.

Optagelser fra denne periode findes på andre udgivelser, og det samme gør nogle optagelser fra USA i 1946, hvor Django Reinhardt turnerede med Duke Ellington. Turen var ingen succes, idet guitaristen havde store problemer med aftaler og præcision, ligesom han ikke kunne forstå, at amerikanerne ikke talte fransk. Tilsvarende irriterede det i mange år Stephane Grappelli, at hans makker ikke kunne skrive sit eget navn. Det lærte han ham, men det var også det eneste, Django Reinhardt nogensinde lærte at skrive. Til gengæld kunne han jo spille guitar.