Strengeleg og stjerneleg

Guitaristen John Scofield og hans legekammerater satte jazzhuset i kog.

John Scofield under affyring af en af sine ekvilibristiske og karakteristiske jazz/blues-toneguirlander. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det blev John Scofield, der fik æren af at indlede Jazzhus Montmartres nye »Close Up«-koncertserie, hvor det handler om at give publikum mulighed for at komme tæt på jazzstjerner, som almindeligvis bevæger sig omkring på langt større lokaliteter. Og ingen tvivl om, at den populære nu 59-årige amerikanske guitarist var i stand til at bemægtige sig det fyldte jazzhus - blandt andet i kraft af en lydstyrke, som helt klart var velegnet til de langt større rum.

Elementært sagt affyrede John Scofield sine ekvilibristiske og karakteristiske jazz/blues-toneguirlander i et vidtstrakt grænseland mellem soul, gospel og funk - med gode og indforståede legekammerater. Og musikken kørte da også som en leg, der kunne rykke og fænge, men som ikke overraskende også kunne bevæge sig over i klichéer og tomgang.

Under alle omstændigheder herskede en solid puls, skabt af elbassisten Andy Hess og især den mesterlige trommeslager Terence Higgins, der sågar formåede at levere noget så usædvanligt som en show-præget solo, hvor musikken ikke et øjeblik blev sat over styr.

Men selv om det jo var John Scofield, der havde solgt billetterne, så havde koncerten faktisk også en anden hovedperson, nemlig keyboardspilleren Nigel Hall, som - udover at tegne sig for en fin tangentleg - jævnligt foldede sig ud som en glimrende, Ray Charles & Stevie Wonder-inspireret, sanger. Og ikke mindst i det gospel-prægede repertoire var han og det øvrige hold mænd for at sætte jazzhuset i kog.