Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
En festival af Roskildes kaliber og anseelse skal eksponere rockhistorien. Er det flittige festivalgæster som Bob Dylan eller Neil Young, må det nødvendigvis være noget andet. Ellers mister festivalen det perspektiv, som gør den til en kulturbærer og essentiel institution i ikke bare Danmark men i hele Europa.
I år føjede de engelske rocklegender i The Who præcis det element til festivalen. Og deres koncert tiltrak da også mere end 40.000 entusiastiske. De fik præcis det, de kom for. For de mytologiske giraffer fra rockens tekstbog, Pete Townshend og Roger Daltrey, var deres fremskredne alder til trods ikke bare til stede, de var sprællevende, og særdeles opsatte på at efterlade et uafviskeligt fingeraftryk i festivalens annaler.
Helt så galt eller godt om man vil, gik det dog ikke. Hvilket frem for alt skal tilskrives Roger Daltreys vokal. Han forsøgte end ikke at ramme fordums karakteristiske toner i det høje, og han havde igennem godt halvanden time sit hyr med overhovedet at fremstamme noget, der blot mindede om heydagene, hvor The Who væltede London, Europa og hele kloden med. Daltrey har ikke mistet stemmen, men det er såre tæt på. Så tæt at det var decideret ødelæggende for en ellers fabelagtig koncert.
Pete Townshend derimod, var så viril, så elegant og übermusikalsk, at det næsten var skræmmende. Ved siden af Jimi Hendrix er han den mest stilskabende guitarist i rockhistorien (uden ham ingen senere esser som Johnny Marr og Graham Coxon for blot at nævne nogle af disciplene), og på Roskilde viste han igen og igen hvorfor med sine forlængst udødeliggjorte møllesving og den uattelige lethed, hvormed hans fingre dansede hen over gribebrædtet. Det var kunst så stor, at man næsten ikke kunne kapere det.
I det hele taget spillede bandet bag Roger Daltrey intet mindre end fabelagtigt. Det kræver sin mand at sætte sig bag trommerne efter salig Keith Moon, hvis spil gjorde trommerne til et hovedinstrument i bandets udtryk. Men Ringo Starrs søn, Zakk Starkey, var på alle tænkelige måder opgaven voksen. Hos Oasis spiller han ganske ordinært, men i denne konstellation, får han virkelig mulighed for at vise, at han er en ti-tyve klasser over sin far.
Med tanke på sidste års comebackalbum "Endless Wire", var man forberedt på Daltreys tilrustne piber. Hvor tilstoppede de end klang på Roskilde ændrede det ikke et generelt indtryk af, at de sange er til for at spilles, hvad enten de hedder "Pinball Wizard" eller "My Generation". De er fremragende, og sålænge riginalerne stadig lever, skal vi kun være glade for, at de stadig har lysten til at overlevere til nye generationer.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
