Storsvingende sci-fi-konceptalbum

Det amerikanske stjerneskud Janelle Monáe slår med "The Electric Lady" fast, at hun er en af tidens mest ambitiøse og begavede popkunstnere.

Janelle Monáe: "The Electric Lady". Fold sammen
Læs mere

Året er 2719. Androiden Cindi Mayweather er frihedskæmpende rebel i en metropolislignende fremtid. Udstyret med både følelser og superkræfter udvikler hun sig til en frelserskikkelse for alle de andre undertrykte androider, der ikke nyder samme rettigheder, som de rigtige mennesker.

Nogenlunde sådan lyder den sci-fi-konceptuelle ramme omkring det 27-årige amerikanske stjerneskud Janelle Monáes hidtidige musikalske virke. I hvad hun selv har kaldt en »Metropolis«-serie af »E-Motion Pictures« har hun tidligere udgivet suiterne I til III, mens det nye dobbeltalbum »The Electric Lady« indeholder suiterne IV og V.

Inspireret af den tyske ekspressionist Fritz Lang, der stod bag den oprindelige »Metropolis«-film fra 1927, bruger Monáe fremtidsscenariet og fortællingen om sit musikalske alter ego, Cindi Mayweather, til at udstille og tematisere nutidens magthierarkier og herskende opfattelser af race, køn, seksualitet og klasse.

Fremtidens undertrykte androider kan således ses som allegoriske stedfortrædere for nutidens sorte, for de homoseksuelle, for de fattige og for kvinderne.Jeg ved ikke, om det ligefrem giver nye indsigter, men for den nysgerrige lytter er der i hvert fald masser at dykke ned i.

Selv foretrækker jeg at dyrke den musikalske side, der heldigvis ikke er lige så tung og utilnærmelig, som konceptet måske lyder.

Funky alkymi

Janelle Monáe laver nemlig dybest set popmusik. Men ikke af den flygtige slags. Ambitionerne er større end det; mere sammensatte og med bagdelsrystende referencer til store dele af den sorte amerikanske musikhistorie.

Her blander 30ernes bigband-swing blod med 60er-Motown-soul og futuristisk funk fra 70erne, mens 80er-electrofunk krydser klinger med 90er-r&b, rap og organisk neo-soul fra 00erne. Det er pop i absolut bredformat: Uhyre ambitiøst og på alle måder respektindgydende.

Det er vitterlig en fryd at lægge ører til, når Monáe i selskab med sit enorme hold af musikere og samarbejdspartnere bøjer og strækker soulmusikken i et væld af retninger. Fra febervilde funkfester på numre som »Dance Apocalyptic« og »Ghetto Woman« over indfølte ballader som Miguel-duetten »Prime Time« til de overdådige James Bond-soundtrack-værdige ouverturer, der introducerer albummets to dele.

Og når Monáe så oven i købet får musikalsk medspil af forbilleder som Prince og Erykah Badu på »Give ’Em What They Love« og »Q.U.E.E.N.« er der altså dømt funky alkymi på højeste plan.

Forud for sin tid

Selv om det sommetider kan være svært at leve sig ind i albummets sci-fi-fortælling, så efterlader »The Electric Lady« alligevel ingen tvivl om, at Janelle Monáe er en af tidens mest idérige og talentfulde popkunstnere. Og én af de få, der virkelig formår at arbejde i det helt store albumformat.

Om hun kommer til at dominere hitlisterne på samme måde som Beyoncé og Lady Gaga er desværre nok tvivlsomt. Dertil er hendes musik nok alligevel for konceptuelt anlagt – for svær at sætte i bås. Men måske jeg tager fejl. Måske hun bare er forud for sin tid. Sådan cirka 706 år. Man har vel lov at håbe.

Hvem: Janelle Monáe.
Hvad: »The Electric Lady«, Warner Music.