Store ambitioner på smukke vinger

Thomas Dybdahl har begået et poetisk og postmoderne soul-album, hvor hans fremragende falset gås i møde af poppede indfald, semi-psykedeliske udfald og lån fra såvel funk som kammermusik.

Foto: Scanpix
Fire år er lang tid i en populærmusikalsk verden, hvor man gerne skal udsende et album hvert eller hvert andet år for ikke helt at forsvinde fra forbrugernes hukommelse. Norske Thomas Dybdahl har ikke desto mindre taget sig rigtig god tid, siden »Science« fra 2006, som var en mere søgende sag end sine tre forgængere - den såkaldte »Oktober-trilogi« - der skaffede ham en stor nordisk fanskare, som bare ikke kunne få nok af hans vintertyste og melankolsk rundede singer-songwriting. Men selvom det nye album lanceres som Dybdahls »oprør mod sig selv«, så ligger de nye sange såmænd i ganske naturlig forlængelse af hans forrige udspil med sine mildt eksperimenterende stemninger. Og at Dybdahl med årene er blevet mere favnende og facetteret i sit musikalske udtryk, det fremgår allerede af de første fem minutter og 29 sekunder på »Waiting For That One Clear Moment«. Her mødes øret først af nattetyste keyboardflader, hvorefter Dybdahl synger »I woke from a dream that I can't explain« for så at blive afbrudt af en lilletromme, der trækker lyse korstemmer, sarte strygere og fingerspillede guitarer efter sig i en blid bevægelse - og læg dertil en sampling af sprogforsker og samfundskritiker Noam Chomsky, der diskuterer præmisserne for Irak-krigen. En hybrid, der meget let kunne ende i et prætentiøst rod, men som forløses i et forbløffende sømløst og stimulerende flow. Og efter den løfterige åbning folder albummet sig ud som en art postmoderne soul-album, hvor de diskret gyngende grooves og Dybdahls facetterede, falset-stærke vokal uafladeligt mødes af små poppede indfald, semi-psykedeliske udfald og lån fra funk og kammermusik. Andre stemmer At lytte til enkelte numre er imidlertid én oplevelse. At sætte sig og høre albummet i sin helhed en anden, og gang på gang imponeres man over detaljerigdommen i det organiske, nuancerede og blødt bølgende værk, der aldrig virker overlæsset, men hele tiden byder på det rette instrument på det HELT rigtige tidspunkt. En ganske særlig fornøjelse er dog måden, hvorpå Dybdahl integrerer en stribe kvindelige stemmer i lydbilledet. Clara Uchima, Nina Nilsen og Susanne Sundfør bidrager således, og det samme gør Tina Dickow, som lægger stemme til en cover-version af r&b-klassikeren »Ain't No Love In The Heart Of The City«. Og selvom hvert eneste nummer forløses med elegance og lethed, ja, så skal man ikke lade sig narre. Det er nemlig lokkende let at kuldsejle med et så komplekst og ambitiøst album, men her er det hele altså løst med poetisk selvfølgelighed og søvngængersikker musiceren. Virkelig imponerende - og vanedannende - sager.