Stor stemme- og strengekunst

Ægteparret Cæcilie Norby og Lars Danielsson, der kan det hele og vil det hele, byder – i et perfekt regi – på såvel bagkatalog som nyskrevne værker, herunder et let kontroversielt indslag

Cæcilie Norby og Lars Danielsson, da de i januar i år optrådte i Christians Kirke i København. Foto: Kim Agersten Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ambitionsniveauet fejler ikke noget.

Det er der heller ingen grund til, når man er i stand til at indfri en hvilken som helst ambition. Og det kan de jo – altså ægteparret Cæcilie Norby og Lars Danielsson. De har været på banen i mange år og kontinuerligt opgraderet deres respektive talenter, som oftest i konstellationer med andre fremragende kunstnere. Men hvorfor så ikke lige stoppe op og gøre det hele selv? Og det er så bare det, de gør.

Cæcilie Norby har en imponerende flot og personlig stemme, og hun kan tilmed ubesværet kaste sig over alskens stemmekunst – fra det verdensmusikalske til det højklassiske. Lars Danielssons kunst på kontrabas, cello og guitar er af samme kaliber.

Som ved en koncert har parret valgt at blande nye værker med det solide bagkatalog, hvorfra der bliver lagt ud med Joni Mitchells fine »Both Sides Now«, som får al den tid og alt det rum, som den kan forlange.

På repertoiret er også den finurligt gyngende »And It’s Supposed To Be Love« og den afrikansk inspirerede »Wholly Earth«, begge skrevet af den nu afdøde amerikanske sangerinde Abbey Lincoln. Og faktisk er der en god portion af netop Abbey Lincolns tonesprog i Cæcilie Norbys »Sad Sunday«, der vel må betegnes som en ganske kontroversiel sang. Den omhandler terrorangrebet i København i februar i år, og så vidt jeg forstår, må koncentratet være, at attentatmanden blot var en forvildet knægt, og at vi skal prøve at undgå massehysteri. At sangen ydermere bliver garneret med mellemøstlige tonerækker, gør den ret beset – i lighed med den planlagte Zentropa-film – fortjent til noget debat.

Som sang er den velstruktureret, og i det hele taget har både Cæcilie Norby og Lars Danielsson såvel respekt som godt greb om sangskrivningens ædle kunst, og pladen er da også helt befriet for fusere. Blandt deres fælles ting skal nævnes den funky »Wild Juju Child« og den klassisk inspirerede »Toccata«, og så har Cæcilie Norbys folkemusikalske ballade »Ghost Lullabye« udprægede evergreen-kvaliteter, hvilket understreges af sangerindens meget inderlige og troværdige fortolkning.

Samme kvaliteter og stemning finder man i N.F.S. Grundtvig og Carl Nielsens salme »Forunderligt at sige«, som her er blevet til »Wondrous Story«. Den rummer såvel smuk sang – tilsat en fin ordløs krølle – som et mesterligt og meget udtryksfuldt kontrabasspil fra Lars Danielsson.

Selvfølgelig er albummet som helhed flot produceret, der er velklang og balance. Det kan næsten blive for perfekt, ja, til tider en kende for koldt. Faktisk kan man godt savne nogle stænk af ufuldkommenhed .

Og så kan man også godt savne en mere overraskende afslutning end Leonard Cohens let udpinte »Hallelujah«. OK – den har jo også gennem mange år afrundet utallige af parrets koncerter, og den er da – med den indlagte ekskursion for operastemme og cello – fortsat et fint stykke musikkunst.

Hvem: Cæcilie Norby & Lars Danielsson

Hvad: »Just The Two Of Us«. Act/Jazzcup