Stoffer & Maskinen skriver med hjertet

Christoffer Budtz og Andreas Sommer alias Stoffer & Maskinen føjer med deres første, selvbetitlede album et slet, slet ikke ueffent kapitel til fortællingen om den dansksprogede rock.

Til at begynde med er det umuligt ikke at hæfte sig ved de mange ørehængende sange, som stilistisk har fællestræk med så bredt et spektrum af navne som Carpark North, Mikael Simpson, Mew og Dizzy Mizz Lizzy. Især duoens energiske singler »Flader Mod Flader« og »De Eneste Tilbage« eksponerer en dynamik, som kan kickstarte enhver menneskelig motor, og lyrisk set er der faktisk også noget at hente. Ikke alle melodier sidder lige i skabet, og duoen har lidt svært ved at docere tid og melankoli i de mere forfinede sange. Men generelt er der en rigtig god nerve igennem et kuld sange, som tydeligvis er skrevet med hjertet frem for med hjernen.