Engang var rock ungdommens musik. I dag tilhører den de voksne. Os, der kan huske dengang. Os, hvis formative musikår fik sat strøm til af guitarforstærkere skruet op på 11. Os, der kan huske 1990erne, hvor rocken for sidste gang agerede omdrejningspunkt og soundtrack for en global ungdomskultur.
Vi er her stadig. Nogle er rykket videre til nye musikalske vandingshuller. Andre holder fast i fortiden. Og det samme kan siges om musikerne. Nogle bliver stædigt ved med at udgive ny musik, mens ungdommens storhedstid langsomt svinder ind til en prik i bakspejlets horisont. Andre gendannes. Nogle for at tage en sidste tur i manegen som retro-indslag på et bugnende festivalmarked. Andre for at prøve kræfter med et comeback-album.
I dagens pulje af udgivelser skal vi kigge nærmere på, hvordan en række prominente 90er-rocknavne tager sig ud anno 2017. Hvordan forholder de sig til egen fortid? Kan de genfinde noget af ungdommens gnist og kreativitet? Måske ligefrem skubbe udtrykket i nye frugtbare retninger?
Vi begynder med britiske Slowdive, der efter hele 22 års albumpause er tilbage med deres fjerde album og til sommer spiller på Roskilde Festival. Gruppen var sammen med navne som My Bloody Valentine og Ride blandt de helt centrale bands på start-90ernes britiske shoegazer-scene. Hvor en britpop-begejstret engelsk musikpresse kun havde hån tilovers for Slowdives indadvendte optrædener og ambient brusende drømmerock ved bandets opløsning i 1995, er venerationen for gruppens stilskabende lyd på især hovedværket »Souvlaki« (1993) kun steget med årene.
På det selvbetitlede comeback lyder Slowdive umiskendeligt som sig selv. Selvom de blev kaldt shoegazers, føles det på ingen måde som at glo på sine sko, når man lytter til disse otte nye, smukt forløste numre. Det føles mere som at glo på stjerner. På åbningsnummeret, »Slomo«, maler blidt susende guitarer og ambiente synth-flader et enormt kanvas op på den indre stjernehimmel. Uendelige udsigter åbner sig for det indre øje. Åh, hvilken skønhed! Yes, Slowdive er tilbage, og de er mindst ligeså gode som dengang!
Og det bliver faktisk kun bedre derfra. Den muskuløse »Star Roving« skydes afsted på en ikonisk guitar-rundgang, der lyder uhyggeligt velkendt, men som samtidig får tilført nok melodisk tryllestøv og raket-benzin til øjeblikkeligt at sende lytteren på en supersonisk rumfart til de ydre galakser.
Andre steder arbejder gruppen med en mere sart skønhed, der i stedet for de store udvaskede teksturer lader enkle guitarlinjer eller sørgmodige klaverer smyge sig rundt om Neil Halstead og Rachel Goswells sukkende vokaler. Æstetikken er uniform, men Slowdive viser her, at der alligevel er plads til ret stor variation inden for rammerne. Og det er med til at gøre »Slowdive« til et smukt og værdigt comeback, der bygger fornemt videre på bandets banebrydende lyd. Og tilmed føjer et par nye klassikere til repertoiret. Så kan man vist ikke bede om mere.
Amerikanske Greg Dulli har i modsætning til Slowdive holdt sig i gang mere eller mindre konstant, siden han debuterede med The Afghan Whigs tilbage i 1988. Efter en stribe højt respekterede plader, der fusionerede den flossede lyd af grunge med forne tiders soul- og blues-traditioner, gik bandet hvert til sit i 2001, hvorefter Dulli op gennem 00erne fortsatte sine musikalske eskapader med det skammeligt oversete Twilight Singers og Mark Lanegan-samarbejdet, The Gutter Twins.
På andet album efter The Afghan Whigs’ gendannelse i 2012, »In Spades«, lyder Dulli & Co. i sortsvedet hopla. Det er et forholdsvis kort og koncist album, hvor de gode sange står i kø, arrangementerne er inspirerede, og ikke mindst Dulli er i sit desperado-velsyngende spar-es.
Sangene lyder som om, de er vokset ud af den skønneste feberdrøm. Teksterne kredser på den ene side om svundne minder, fordømte forhold, besat kærlighed, evigt lurende død og apokalypser – velkendte emner i Dullis oeuvre – men der er omvendt en knejsende fornemmelse i Dullis melodiføring, der får en til at tro på, at han er stærk nok til at overvinde al lortet, der flyder hans vej.
Og så er det elementært bare en virkelig medrivende rockplade, der i forhold til sin forgænger løftes yderligere af den fænomenale nye trommeslager, Patrick Keeler, og nogle veldoserede soul-blæsere midt i Dullis skallesmækkende malstrøm.
Endelig er der også nyt fra 58-årige Thurston Moore, tidligere styrmand i New Yorks cooleste støjrockband, Sonic Youth, og blandt meget andet pt. adjungeret professor ved Rytmisk Musikkonservatorium i København. På »Rock N Roll Consciousness« er han ligesom på 2014s »The Best Day« bakket op af bassist Debbie Googe (My Bloody Valentine), trommeslager Steve Shelley (Sonic Youth) og guitarist James Sedwards (Nøught), og det er tydeligt at høre af gruppens dynamiske samspil, at de virkelig er ved at finde hinanden.
Sangene væver sig ud i nogle lange episke forløb, der svinger fra kønne, ringlende guitar-akkorder over grumset næsten-metal til dissonante freak-outs. Aldrig abrupt, men i glidende bevægelser, der i sine bedste stunder formår at tage lytteren med på en rejse med Moores underspillede vokal som den melodiske guide.
Men Thurston Moore har lavet den her slags musik i så mange år, at det i mine ører også lyder som en mand, der forsøger at banke de samme to flintesten sammen for at genantænde det samme gamle bål. Ikke vildt ophidsende.
Slowdive
»Slowdive«
★★★★★☆
Dead Oceans
The Afghan Whigs
»In Spades«
★★★★★☆
Sub Pop
Thurston Moore
»Rock N Roll Consciousness«
★★★☆☆☆
Ecstatic Peace Library
