Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
At der ved en koncert tilføjes en »special guest« kan være en god overraskelse og en god oplevelse. Men det kan faktisk også være det modsatte.
Utvivlsomt havde en klar majoritet blandt det publikum, der tirsdag aften fyldte Glassalen i Tivoli, set frem til en trio-koncert i »jazz-klassisk« tradition med fokus på den legendariske amerikanske pianist McCoy Tyner. Sådan blev det da også indledningsvis, hvor den nu 68-årige pianist ledsaget af bassisten Gerald Cannon og trommeslageren Eric Kamau Gravatt gav en glimrende fortolkning musical-melodien »Ill Take Romance«.
Her var det tunge anslag, den særlige overtonerige akkordudlægning og de både sprudlende og strukturede improvisationer, som har sikret McCoy Tyner en status som en af jazzens betydeligste og mest personlige pianister. Men så ankom aftenens gæst, og han overtog mere eller mindre koncerten.
Der var tale om den 66-årige amerikanske altsaxofonist Gary Bartz, som på mange måder er en glimrende musiker, og som da også i længere perioder har samarbejdet med McCoy Tyner. Et bud på hans tilstedeværelse ved denne lejlighed må dog desværre være, at McCoy Tyner ikke helbredsmæssigt var på toppen, og derfor skulle aflastes.
Og det blev han så.
Repertoiret, som formodentligt primært var skrevet af Tyner og Bartz, og som langt hen ad vejen var ret kedeligt, blev aftalt fra nummer til nummer. Solistisk blev der god plads for Gary Bartz, der formulerede sig udmærket, men med en lidt flad tone, og så blev der påfaldende meget plads til bassisten Gerald Cannon og ikke mindst til trommeslageren Eric Kamau Gravatt, der ikke blot spillede lange og ligegyldige soloer, men også gang på gang totalt overdøvede McCoy Tyners klaverspil.
Aftenens stjerne var kort sagt ude på et sidespor. I andet sæt blev det dog til et udmærket uptempo-nummer, hvor McCoy Tyner fik lov at boltre sig i en kadence og så bare flyve af sted i den form for triojazz, som vi nu engang var kommet efter. Og så blev det slutteligt til en solidt-swingende version af Duke Ellington & Billy Strayhorn-klassikeren »Satin Doll«.
Og tydeligvis var der ikke overskud til et ekstranummer. Det er altid forstemmenede at opleve en af sine gamle helte på retræte.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
