Stilsikkert retro-trip

På album nummer to skruer Broken Bells op for de iørefaldende melodier og henter overraskende vellykket inspiration hos Bee Gees.

PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er efterhånden ti år siden, at The Shins- forsanger James Mercer og Gnarls Barkley-producer og multiinstrumentalist Dangermouse mødtes første gang på Roskilde Festival. Alligevel er det kun blevet til en enkelt album i 2010 med fællesprojektet Broken Bells. Det bliver der heldigvis lavet om på nu med duoens andet album »After The Disco«.

Heldigvis, fordi de to erfarne herrer her for alvor cementerer, at de er et rigtig godt kreativt match. Hvor Mercer synes lidt fastkørt med The Shins, har han med Dangermouses mere stiliserede og sprøde 60er-futuristiske produktioner i ryggen fået en musikalsk ramme, der får hans ubesværede melodifornemmelse til at vise sig fra sin bedste side.

I gode hænder

Her som på debutalbummet trakteres der med en behersket psykedelisk popmusik, der beruser, uden at man dog ligefrem falder ned af stolen. Der, hvor Broken Bells har justeret mest på udtrykket, er i James Mercers vokal, der på numre som »After The Disco« og »Holding On For Life« på ganske overbevisende vis synger sig op i nogle cremede falsetter, der ville gøre de gamle skægaber i Bee Gees stolte.

Musikalsk er der også kommet mere drive og fremdrift i arrangementerne, uden at der dog på noget tidspunkt går decideret dansegulv i den. Det glimrende åbningsnummer »A Perfect World« er et godt eksempel med sit krautrockede trommebeat, der virkelig skubber nummeret frem under Mercers sikre melodiføring. Det samme kan siges om det stramme discobeat på det groovy titelnummer. Og den slags klæder virkelig duoens udtryk, der på debutalbummet ganske vist var flot eksekveret, men også i perioder balancerede på kanten af det kedsommelige.

Man sidder kort sagt med følelsen af at være i gode og kompetente hænder i selskab med Broken Bells. Det er ikke en plade, der kommer til at ændre nogens liv. Dertil er den alligevel alt for tilbagelænet og høflig. Men når melodierne er så veldrejede og æstetikken så gennemført som her, kan mindre bestemt også gøre det.

Hvem: Broken Bells.

Hvad: »After The Disco«, Sony Music.