Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
At synge jazz. Elementært sagt handler det om at kunne bruge sin stemme som et instrument, og så handler det ikke mindst om at kunne formidle sin kunst med troværdighed. Copenhagen Jazzfestival giver klart sagt mulighed for at »tage pulsen« på en lang række kvindelige vokalister, og til de unge danske af slagsen hører Sinne Eeg, som lørdag aften foldede sig ud på scenen i Borups Højskole.
Aftenens repertoire var i vidt omfang hentet fra hendes friskpressede CD »Waiting For Dawn«, og hun lagde ud med sin egen fornøjelige »Lets Stay Awake«. Ubesværet slog hun over i scat-sang, altså den hårdtprøvede form for ordløs improvisation, og det gjorde hun sikkert, målrettet og medrivende. Musikken swingede, og den kunne vel heller ikke undgå andet med sangerindens mildt sagt velvalgte sekundanter, trommeslageren Morten Lund, bassisten Mads Vinding og den svenske pianist Lars Jansson.
Sidstnævnte var ophavsmand til flere meget fine ballader, som Sinne Eeg formidlede med stor indlevelse, og så blev der ind imellem bladet i den store amerikanske jazzsangbog, blandt andet med en imponerende flot version af den finurlige »Better Than Anything«.
Også sangerindens egne værker stod sig godt. Den smukke ballade »My Treasure« blev indledningsvis fremført blot med Mads Vindings eminente akkompagnement, og så var der godt drive i den populærmusikalske »Sudden Change Of Weather«, mens CDens titelnummer »Waiting For Dawn« viste sig at være en dejlig vals, der godt kunne give associationer til den franske impressionist-komponist Erik Satie.
Som sagt var sangerindens sekundanter velvalgte, ja, ret beset kunne de sagtens alene have leveret en sublim koncert. For ikke blot var håndelaget af verdensklasse, også musikernes kontinuerlige kommunikation og kreativitet plus deres underfundige lune var af særlig beskaffenhed. Her kunne man opleve Mads Vindings melodiøse og mobile basspil og Morten Lunds påén gang raffinerede og uigennemskuelige trommespil, og deres dialog i »How Deep Is The Ocean« var jo bare rent gøgl og stor kunst.
Den svenske pianist Lars Jansson, som vi jo heldigvis hyppigt har haft glæde af på den danske scene igennem de sidste 25 år, formåede også ved denne lejlighed at overrumple med sit farverige og personlige spil og sin fine humor, og alligevel blev det først og fremmest Sinne Eegs aften.
Hun sang jazz med en aldrig svigtende autoritet, charme og situationsfornemmelse. Med fin gestikulation fulgte hun de mere løsslupne improvisationer, og hun anlagde den kokette mimik til de mere muntre budskaber, og endelig havde hun den rette emotionelle dybde og troværdighed i balladerne, eksempelvis den smukke jazzstandard »Detour Ahead«, som afrundede den livsbekræftende koncert.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
