Stemmen er hans trumf

Danske Wangel viser lovende takter på albumdebuten »Freedom«.

Wangel har sin store styrke i det mere afdæmpede og inderlige gear. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kender du den følelse? Altså den, hvor man bliver lidt intimideret, første gang ens ører entrer et nyt, sensitivt og dybt personligt klangrum? På mig kan et sådant møde næsten føles grænseoverskridende. Som om jeg invaderer en ukendt persons intimsfære.

»Undskyld jeg forstyrrer. Don’t mind me. Jeg er bare en tilhører, som snylter lidt på dine allerinderste følelser«. Sådanne tanker meldte sig, første gang jeg lyttede til »Freedom«, debutalbummet fra danske Wangel.

Han gjorde sig allerede positivt bemærket i fjor med EPen »Eternal History«. En udgivelse, som var en effektiv lille appetizer, der gav løfter om en ny spændende stemme på den danske popscene.

På albumdebuten fortsætter de lovende takter. Mødet mellem Peter Wangels spændstigt vibrerende vokal og producer Kasper Ejlerskov Leonhardts atmosfæriske og stemningsskabende, elektroniske soundscapes pirrer ofte på en rigtigt god måde, så Wangel brillerer med stilsikker, moderne electro-pop med komponenter til både hjerte, hjerne og danselystne fødder.

Fra klub til sovekammer

Der shuffles hyppigt mellem stemninger, både de opløftende og de mere tristesseramte, hvor Wangels vokal flittigt trisser uanstrengt frem og tilbage mellem dyb, skælvende brummen og sart, vingeskudt falset. Stemmens bøjelighed og krumspring er imponerende og fungerer særdeles effektfuldt som dynamikskabende greb. Den er klart Wangels trumfkort.

Musikken flakker mellem et pulserende, beattungt klubudtryk, som på det bashvæsende titelnummer og den tempofyldte, grænsende til det eurodancede »Foreigner« og det mere adstadige, sårbare og genuint melankolske leje i sovekammernumre som »Spinning Head« og »Another World«, der på fornemste vis runder pladen af.

Det er klart i det sidstnævnte, mere afdæmpede og inderlige gear, at Wangel excellerer. Hvor flere af de mere upbeat sange, som førnævnte »Foreigner«, famler lidt retningsløst rundt i klubbens mørke, rammer de langsomme, tungsindige electro-ballader en silkefin, blåtonet, nordisk vintermelankoli på kornet.

Det er her, »Freedom« for alvor kryber ind under huden. Og det er her, vi kommer så tæt på Wangel, at det næsten kan føles lidt intimsfærekrænkende. På den rigtigt gode og gribende måde, forstås.

Hvem: Wangel
Hvad: »Freedom«, Playground Music

Hør albummet her: