Der går en generation frit omkring i det ganske land fra Falster til Mors, som er opflasket med TV-2 i ørene. For hvem Steffen Brandt er royal og urørlig. En hellig mand med ordet og popmusikken i sin magt, hvad enten temaet er selvironi, mandomsprøver, musikalsk minimalisme eller samfundet.
Kender man Brandt ret, ville han affærdige denne beskrivelse af sin betydning med et tøvende, ironisk: »Nåh, men, tja, det er sgu' da også blevet svært at tage de unge alvorligt!«
Sådan er han, en skarp iagttager af danskheden i sine tekster, men altid påpasselig med at hive egne evner ned fra piedestalen. En irriterende og alligevel evig elskelig figur, Brandt er sin egen, men han kan stadig ikke løbe fra, at de lange tynde ben i snart et kvart århundrede har slået metertykke rødder i folkemulden.
Skulle man være i tvivl, er hans og TV-2s anden hitopsamling tilgængelig i handlen fra i dag. 37 af slagsen plus en DVD med liveoptagelser, videoer og endnu mere materiale om den århusianske kvartet.
Indimellem er det genialt, andre steder fænomenalt, sjældent uddateret og næsten aldrig kedeligt og banalt. På papiret er gruppens egentlige albumer af gedigen kvalitet - med pladeperioden fra 1985-1988 som den klart bedste. Jeg nævner i flæng fra perioden: »Nærmest Lykkelig«, »Kys Det Nu« (Det Satans Liv)«, »Tidens Kvinder«, »Fri Som Fuglen«. Hvem kan stå for enkeltperler fra middelgode, tidlige albumer, når titlerne lyder navne som »Bag Duggede Ruder«, »Popmusikerens Vise«, »lanternen«.
Men nok nostalgi, for selv om Brandt i 1990 benægtede, at TV-2 nogensinde ville blive voksne, er det ikke desto mindre sket. Mestendels med ynde, skal det siges. Men noget af det umiddelbare og direkte stil er gået fløjten i forhold til gruppens første tiår i 1980erne. Og skal man inddele årtierne i stjerner, var det første tæt på at være seksstjernet, 1990erne til fire og det aktuelle til et sted mellem tre og fire med pil opad.
Men selv om man sliber grovfilen med nyindkøbt stål fra Brandts skrækbutik, Silvan, er de 23 år på plade et unik kapitel i dansk musikhistorie, som koncentreret på »Hits« ikke kan gå for mindre en håndfuld, selvlysende, hjerteblødende smukke, sørgmodige, længselsfulde, melankolske, nostalgiske stjerner.
