Stangvarer fra Steen Jørgensen

Steen Jørgensen fra Sort Sol fortolker kendte klassikere, men uden særlig tyngde.

Steen Jørgensen: "Standard for living" Fold sammen
Læs mere

Når kunstnere kaster sig over fortolkninger af andres numre, kan det ofte blive lidt af en prøvelse for lytteren. Et nummer har ofte sin egen historik hos modtageren, så det spørgsmål, der står tilbage, er oftest, om der er en idé med en ny version, og om det enkelte nummer bliver tilført noget nyt og interessant.

Heldigvis er der en helt klar tanke bag Sort Sol-forsanger Steen Jørgensens nye soloudspil »Standards for living«. Jørgensen ønsker at afspejle sit eget musikliv og hylde en række af de sange, han elsker. En helt grundlæggende god idé, da Jørgensen - og hele Sort Sol for den sags skyld - altid har vedkendt sig inspiration fra nogle af de mest interessante kunstnere internationalt set.

Således er det også et respektindgydende lineup, som Jørgensen giver sig i kast med på pladen. Vi taler Joy Division, Tom Waits, Cream, James Brown, The Doors, Bob Dylan, Village People, Neil Young, Van Morrison, The Beatles, Kraftwerk og Leonard Cohen.

Med andre ord et udtræk fra musikkens absolutte superliga, og det kan man ikke sætte en finger på. Som den store musikelsker, Steen Jørgensen er, havde man måske håbet, at han også ville stikke hånden lidt længere ned i posen og trække andre mindre åbenlyse og overraskende navne frem, men hvis de valgte er de foretrukne, så er der så absolut ikke noget i vejen med dét.

Fuldstændig det samme kan så siges om de numre, som Jørgensen har udvalgt. Det er store velkendte skæringer såsom Cohens »Who By Fire«, The Beatles’ »Help«, Kraftwerks »The Model«, Neil Youngs »Helpless« og så fremdeles. Ikke ligefrem ukendte B-sider og glemte perler fra bagkataloget, men numre, der er svære at udfordre.

Klassikere uden tyngde

Tilfører Steen Jørgensen så alt dette noget nyt og interessant? Desværre ikke rigtigt. Mange af numrene sætter sig ikke rigtig fast i Steen Jørgensens mørke croonede versioner. Stemmen er der ikke noget i vejen med og de musikere som Kasper Winding, Rune Kjeldsen og AC, som forsangeren har trukket med over i Abbey Road-studierne, leverer i dén grad varen i et tilbagelænet og nøgent stilstudie, men alligevel får de kendte klassikere sjældent tyngde og bliver vedkommende.

Som Kraftwerks »The Model« der i Jørgensens version bliver moduleret om til en hyggecrooner eller Dylans »Lay Lady Lay«, der over et pianostykke bliver underlig verdensfjern og ordinær. Flere af numrene virker ganske enkelt for ufærdige

Bedst er en tung blues-version af »Help«, den skæve »Go West« og så den smukke duet med Jessica Banks på Creams »The White Room«. Men sagen er bare, at det langt fra er nok på et album, hvis indhold mest af alt virker mere som stangvarer end haute couture. Et hobbyprojekt og lidt musikalsk tidsfordriv for Steen Jørgensen, indtil tungere og mere vedkommende arbejde er faldet på plads.

Vi væbner os med tålmodighed.

Hvem: Steen Jørgensen.

Hvad: »Standards for living«.

Hvor: Sony Music.