Stævnemøde med Porter & Wonder

Jazzens nye store sanger, Gregory Porter, gav en blandet og lettere mudret koncert, som da slutteligt fik sig et løft, da Stevie Wonder dukkede op med sin mundharmonika.

Det vakte mildt sagt massiv begejstring i DR Koncertsalen, da den legendariske amerikanske sanger og mundharmonikaspiller Stevie Wonder dukkede op og bidrog til sin landsmand, sangeren Gregory Porters koncert. Foto: Kristoffer Juel Poulsen, Jazz.dk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det nu lige, der vil gøre denne koncert mindeværdig? Jo – Stevie Wonder.

Men lad os begynde med begyndelsen: Mandag aften var det blevet tid for festivalens hovednavn, den 42-årige amerikanske sanger Gregory Porter, som har vundet megen hæder og tilmed en Grammy for sin kunst. Han er helt klart en stærk profil, som ikke blot er en af tidens få afro-amerikanske croonere, men som tilmed forfølger musikkens sorte rødder, herunder gospel og soul.

Her var han så med sin karakteristiske hætte og kasket, omgivet af sine faste sekundanter, pianisten Chip Crawford, bassisten Aaron James, trommeslageren Emanuel Harrold og altsaxofonisten Yosuke Sato. Så alt skulle være på plads.Men – og jeg har tidligere været udsat for det i DRs prominente koncertsal – lyden! Jeg ved, det er kedeligt både at skrive og læse om lyd, og jeg kan kun tale om den fra min i øvrigt udmærkede plads på 1. balkon. Men at man i et af verdens dyreste koncerthuse leverer en forstærkning og en forvrængning, der eksempelvis får et koncertflygel til at lyde som noget til 99 kroner fra Fætter BR, samt får sammenpresset Gregory Porters skulpturelle stemme så meget, at såvel originalitet som tekst går tabt, nej, det kan da ikke være rimeligt.

Særligt slemt var det i de indledende numre, men det hjalp så lidt i sangerens fine ballade »No Love Dying« og ikke mindst i hans meget smukke »Wolfcry«, hvor Gregory Porter blot blev akkompagneret af Chip Crawford, og hvor man pludseligt oplevede et inderligt vokalforedrag – samt flyglets toner og klange.

Mudret koncert

Men det forblev dog en lettere mudret koncert med et tilsvarende blandet repertoire. Her var kontante og slagkraftige numre, som aktiverede publikum til klap-med og syng-med, og dertil de stille ting, herunder Gregory Porters meget smukke »Hey Laura«, hvor der – på godt og ondt – blev plads til en saxofonsolo fra Yosuke Sato. Jo, han kunne da virkeligt få nogle toner ud af sit horn, ja, lynhurtigt blev det til eksplosive tonekaskader, og det uanset om det musikalske forlæg var tung funk eller lyrisk ballade.

Og så – slutteligt. Gregory Porter proklamerede, at Stevie Wonder var blandt os, og sandelig – dér stod legenden og vinkede fra kongelogen. Og det massive bifald blev klart sagt ikke mindre, da manden kom på scenen og oven i købet havde medbragt sin mundharmonika.

Det blev til venlige ord fra de to herrer, der så sammen kastede sig ud i Gregory Porters kontante »Free«, hvor Stevie Wonder også sang med, men dog ikke mindst fik demonstreret, hvordan man giver et instrumentalt bidrag, som virkeligt kan farve og løfte en sang. Jo, en stjernestund, som da også lige sikrede koncerten en ekstra stjerne.

Hvem: Gregory Porter Hvor: DR Koncertsalen, mandag aften.