Stævnemøde med livet

Koncert: Gallakoncert med Anna Netrebko og Massimo Giordano Engang lå hun og vaskede trapper. I dag skinner hun som verdens mest efterspurgte sangstjerne.

Anna Netrebko med sit mandlige sidestykke, tenoren Massimo Giordano. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest Andersen

»Happy Birthday to you, happy Birthday ...«

Nå ja. Den kendte fødselsdagssang går nu engang bedst på fornavn. Så alle er pludselig dus med tidens største sangfugl: »... dear Anna!«

Hele den stopfulde sal i DR Koncerthuset fejrer hende stående – lige fra toppen af DR, toppen af det politiske liv, toppen af erhvervslivet til ganske almindelige mennesker. Selv den dybt levende Mærsk oppe i kongelogen er med. Og den nu 38-årige Anna Netrebko står nede på scenen i sin kirsebærchokoladefarvede kjole og virker oprigtigt bevæget.

Billetterne til Anna Netreb- kos gallaaften røg på 14 minutter. Aldrig har køerne til klassisk været længere. Men hun er heller ikke hvem som helst: Anna gik til sang ovre i Sankt Petersborg og finansierede sine studier med trappevask ved den lokale opera. En dag gik hun så til audition.

Stedets kunstneriske leder genkendte den sydrussiske skønhed fra trapperne, faldt pladask for hendes stemme og tilbød sin hjælp. I dag behøver hun ikke tænke på lønrammer længere. Og hendes søster har for længst giftet sig med en forretningsmand i Bjerringbro.

Anna Netrebko ville aldrig gengælde sin sekscifrede gage med to asparges over kors. Den slags divanykker står simpelthen ikke på hendes menu. Hun giver mere end hun tager.

Alene hendes entré ... Fødselsdagsbarnet selv svæver lige så langsomt ind fra venstre, dét gør heltinder altid – så har de ligesom vinden med sig. Hendes mandlige sidestykke, tenoren Massimo Giordano, møder hende fra modsat side – i et favntag.

Den perfekte partner
At flankere selveste Anna på verdensturné, kan ellers ikke være jordens nemmeste job. Men denne Massimo er den perfekte partner for hende, viser det sig.

Netrebkos stemme er uforglemmelig i sig selv. Også bedre end på plade. Hun ejer denne altomsluttende varme, støber sig ligesom ned i koncerthusets bløde former – fylder selv den fjerneste balkon med det mørkeste guld. Altså forudsat hun vender sig og synger til de mange pladser bag orkestret. Så dét gør hun tit.

Af samme grund får musikken huller af og til. Som når det andet ekstranummer lyder »Meine Lipp ... küssen ... heiss«. Og de to stjerner synger begge lidt halvfalsk aftnen igennem. Måske kan de bare ikke høre basserne. Hvem ved.

Men denne have blomstrer alligevel mere frodig for hvert kvarter. Man bliver simpelthen bevæget over hendes nærvær: At hun aldrig nogensinde spiller diva. At hun drager alle ind i sin verden. At hun hele tiden improviserer det visuelle, hele tiden finder på nyt. Som da anden halvleg står i valsens tegn, og hun ene kvinde fejer over gulvet mellem scenens lys og salens mørke.

Programmet slutter som det begyndte. De to turtelduer svæver ud igen. Allersidste tone synges ude fra bagscenen. Men selv på den afstand blander den fantastisk med musikerne inde.

Fantastisk, ja. To tusinde danskere med skibsrederen og en søster fra Bjerringbro i spidsen råber bravo! brava! bravi! ... Man kender sine bøjninger den aften.

Og under den nybagte mor – blomsterne, champagnen, alle ovationerne.