Klaxons debut er den mest hypede plade i 2007. På mindre end et år er bandet gået fra ingenting til at være det mest omtalte navn på MySpace.com og siden oktober også i verden udenfor. Årsagen til al virakken er ikke mindst, at Klaxons allerede inden dagens udgivelse har fået den tvivlsomme ære at få tildelt ansvaret som bannerfører for en helt ny genre med dertil hørende prædikat. Som Nirvana i sin tid var grunge, Massive Attack var triphop, Blur var Britpop, Interpol new-new wave er Klaxon fremdeles new rave. Hvilket bogstavelig talt dækker over en musik, der altså skulle være anden omgang af den rave-trance- og dancemusik, som eksploderede i 1990erne i hengemte og forladte pakhuse i udkanten af Newcastle, på strande på Bali og Ibiza blandt unge vilde i latterligt neontøj, klodsede gummisko på en cocktail af Evian og ecstacy.
Lægger man et trænet øre til Klaxons første langspiller, er det dog til at overskue deres fællesskab til den gamle ravemusik. Linket begrænser sig til, at flere Klaxons-skæringer har iboende hymne-elementer og en hæsblæsende, fremadstormende trommepuls, som man især genkender fra de bedste rave-tracks. Derudover er der de brusende baslinjer, som dog i virkeligheden har mere til fælles med måden, hvorpå især Primal Scream forsøgte at udøve vold på rocksangen med hybridskiven »Exterminator«. Ydermere vækker Klaxons brug af diverse elektroniske virkemidler minder om fusionsorkestre som The Prodigy og The Chemical Brothers (hør det bestialske track »Atlantis To Interzone«, der er Klaxons pendant til Chemicals'»Block Rockin' Beats«), som for alvor fik gjort rockpuritanere interesseret i at vælte dansegulve og lytte til den i de kredse ellers så forhadte elektroniske musik. Det grove øre vil endvidere finde et hav af indfald og elementer fra et utal af andre musikalske genrer og bølger fra de sidste 27-30 års musikhistorie i Klaxons.
Netop den, historien, den musikalske, betyder fremdeles alverden for analysen af Klaxons. Som i bund og grund på nærværende ikke frembringer en eneste selvstændig tone. Alt er hørt før. At man alligevel kan tale om Klaxons som et interessant og stilskabende orkester, handler derfor om deres ferme brug af tidligere tiders musikalske landvindinger, som sat sammen på ny skaber et højenergisk sammenkog, der stinker og buldrer og brager som et selvfølgeligt til din perfekte fredag festaften.
Åbningsnummeret »Two Recievers« rummer et tangentstykke fra Beethovens »Måneskinssonate« blendet sammen med klassisk acidhouse til et monstertrack med ypperlig hitværdi. Der er rockmusik, man kan danse til i »Totem On The Tideline«, skruet sammen efter præcis den formular, som har gjort Franz Ferdinand til et verdensnavn. Der er glam og punk i den dystre, monotone »Isle Of Her«. Der er noget Atari Teenage Riot i den vanvittige, skizofrentklingende electrosyrebasker »Four Horsemen«. Og sådan kan man fortsætte med luppen.
Klaxons største styrke ligger i, at de er mestre i at skrue numrene sammen uden fyld. Alt er holdt så stramt som en rodeotyr. Effekten er, at mere end halvdelen af skæringerne rammer sin lytter som en mavepuster og et højrekryds til kæben.
Kun i de momenter, hvor den unge London-gruppe forsøger at gå et navn som Stone Roses i beddene og groove soul-fuldt derudaf over et rockbeat, mangler de nerve og sjæl. Der er to af den slags missere på»Myths Of The Near Future«, men samtidig må man på plussiden notere sig, at der er en håndfuld geniale numre. Imellem de to poler yderligere fire numre, som man kunne være foruden, men som dog trods rummer momenter af formildende omstændigheder. Dermed også sagt og skrevet, at Klaxons er mere end hype. Indimellem meget mere.
